Om sci-fi, satellitter og socialisme

Om sci-fi, satellitter og socialisme

Om sci-fi, satellitter og socialisme

Anmeldelse af Peter Graarup Westergaard: Warning Light Calling, udgivet på forlaget Vraeyda Literary d. 17. Oktober 2021.

Anmeldt af Anna Lauritsen. 

Foto: Anna Lauritsen.

Warning Light Calling er en engelsksproget digtsamling med et science-fiction plot og en solid dosis referencer til litteraturhistorien. Det ambitiøse projekt vil fortælle meget, men ender også med at forvirre. 

Handlingen udspiller sig i Aarhus, men ikke det Aarhus, vi kender: I Peter Westergaards alternative verdenshistorie har Sovjetunionen overlevet og besat Danmark. Som Westergaard præsenterer det: ”Space and time have been rearranged to suit the convenience of the book.” 

Handlingen følger protagonisten Sputnik, der også går under navnet Spacey Peter. Han fortæller om sin kæreste Yelena og hans tid som rumsoldat på Space Army Center. Da han får en identitetskrise, beslutter han, at Jesus og ikke staten repræsenterer den sande socialisme. Han ser Dostojevskij stå i haven og digter oprørske digte, der får ham sendt til fængsels-satellitten XCE10000 på grund af sine farlige tanker. Derudover hører man også om comrade Corona, opfindelsen af den trojanske kærlighedsmaskine samt Sputniks frygt for at være en regular copy – hvad end det alt sammen betyder. 

”I will tell the earth about that moment when poetry and love / made me go Sputnik.” 

Bogen spænder ikke kun bredt på indholdssiden. Digtenes former omfatter alt fra minimalistiske vers til novellistisk prosa og daktylisk hexameter. Sidstnævnte skyldes for øvrigt at handlingen er struktureret efter Homers Odysseen og Illiaden. Man kunne tro, at denne tydelige struktur ville gøre plottet lidt lettere at følge, men man kan mærke, at der i digtsamlingens korte format ikke er plads til, at læseren kan få en grundig indføring i verdenen. 

Som læser er det svært at orientere sig, og det er ikke altid tydeligt, hvad Peter gør oprør imod. Det påvirker evnen til at sympatisere med ham. Man kan diskutere, hvor vellykket det er, når han i én person skal favne emner som religiøs vækkelse, modstand mod corona-restriktioner, sindssygdom og generel anti-autoritarisme. Måske er det vigtigste, at han fungerer som en slags arketypisk oprører. Westergaard anfører udover Homer systemkritisk litteratur fra Sovjetrusland som en anden inspirationskilde. 

Det tema, der træder tydeligst frem, er oplevelsen af fremmedgjorthed i Westergaards Aarhus, et samfund uden kunst eller ytringsfrihed. Det er et historieløst sted, hvor ingen skal vide, at der er alternativer til den gældende orden. Sovjetsoldaterne går så vidt som til at ville sprænge månen i luften, så den ikke kan minde nogen om amerikanernes succesfulde månelanding.

Fordi historie og kultur bor i sproget, bliver det underlagt sygdomsmetaforer: Corona-restriktionerne beskrives som en proces, der skal isolere individet mens ”the worst human infection […]the wicked language” renses væk. Opholdet på fængselssatelitten er ”chemotherapy against communication cancer / in the misdeveloped brains”. 

Her opnår Sputnik så alligevel sin åbenbaring som poet-oprører.

”God always finds a rupture in my house […] I’ll see and hear things,/ others cannot see and hear / a strange curse.” 

Sputnik vil tage sproget i sin magt og videregive sine rebelske, religiøse budskaber – ”the nasty fire the poetry spread”. Dét, poesien kan, er også at stå som bindeled mellem mennesket og historien – derfor referencerne til de antikke digtere. Og der er noget meget fornøjeligt over det, når Homer smadrer ind i en hightech fremtid og en rumsoldat bekendtgør:

“I am a young man of dissidence and lovesickness,
who was caught in outer space after I sacked
the pandemic mind-space of Aarhus. Many were the men
affected by my dissident thoughts, aye, and many
the woes I suffered in outer space, seeking to win
my life back and the return of my Soviet comrades.”

Generelt bærer sproget præg af ukonventionelle, lidt akavede formuleringer, der sætter sig fast i éns hoved. Undertegnede kommer dog i tvivl om, i hvilken grad dette sproglige træk er intentionelt. Formuleringerne kunne skyldes, at fortælleren er en fremmedgjort outsider – men også at Westergaard er dansker, der skriver på engelsk. Vendinger som f.eks. ”hammer and sail” virker mest som fejloversættelser fra dansk.

Under alle omstændigheder: Der er altid, altid brug for outsidere, både i det sovjet-besatte Aarhus og i det litterære miljø. Hvis bogen ikke lykkes med alt det den vil, er det kun fordi den vil så meget. Jeg ser først og fremmest Warning Light Calling som en kærkommen påmindelse om, at der ikke er grænser for, hvad lyrikken kan handle om, og at der gerne må komme flere science-fiction visioner i poetisk format.