Anmeldelse af Runa Lily Luth: Drømmepenge, udgivet på Gyldendal d. 20. marts 2026.
Anmeldelse af Asta Stoltz Blom.
Foto: Asta Stoltz Blom.
Runa Lily Luth har skrevet en roman om en kvinde, der virker til at være fanget i en storm, som hun selv puster til – men inderst inde håber hun, det en dag vil stoppe med at blæse.
Jeg har for nyligt anmeldt Ulrikke Baks Book of Psalm hvor hovedpersonen vælger at begynde på webcam, og nu sker det også i Luths Drømmepenge. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om camgirls er den nye tendens i dansk litteratur?
Dog optræder denne tendens på to forskellige måder. I Drømmepenge er fortælleren en kvinde, og om hun hedder Sasja, det ved jeg faktisk ikke – for hun ved det ikke engang selv:
”Vi tales ved, Sasja, sagde hun, og jeg nikkede
alvorligt og tænkte, that’s not my name,
men det ville ikke være første gang, at det viste sig, at det var hende, der havde ret, så jeg smilede med rynkede bryn og tog min taske over skulderen.”
Hvad gør man, når hjælpen udebliver?
Hun har været på jobcenteret, og her fik hun ikke noget hjælp. Det gjorde hun heller ikke, efter at hun havde slugt en masse piller og røg på hospitalet. Hvad gør man så? Man starter med at lave webcam. Som du nok kan fornemme, sker der meget i denne roman. Luth skriver sætninger som flyder derudad, præcis som hovedpersonen. Det er ikke på grund af handlingen jeg holdt af denne læsning, men dens fart og konkrete beskrivelser:
”Jeg var ret overflødig.
Og fræk var jeg også.
Som en lort, der ikke ville skylles ud.”
Jeg er betaget af romanens vrede og sorg – dens temperament. Dens råben efter hjælp, og det at opsøge hjælpen men aldrig blive grebet. Dens sprog er ligetil, med et skørt sprogbrug som giver hovedpersonen en personlighed, der er værd at læse om. Romanen er uforudsigelig ligesom hende, og lad mig sige det kort, webcam er første udvej – escort er sidste:
”Rummet var fyldt, og mændene sad og bippede og kurrede og ævlede løs.
Jeg sværmede fnisende rundt, jeg var klar, jeg herskede over en dueflok, jeg var en kærlighedsfontæne, jeg var hjernedød, jeg var så dejlig.”
Når sproget tager sin retsmæssige plads
På forsiden står der, at bogen er en roman. Dog er den skrevet i den poetiske stil med kortere sætninger og få af dem på hver side. Det gør selvfølgelig også, at romanen har en vis intensitet. Derudover får nogle af Luths sætninger sin egen side, fordi de kræver plads – som flere af dem også fortjener:
”Jeg lå med hovedet på hans store bløde mave, og hans tarme klukkede og boblede og mindede mig om at ligge på indersiden af en livmoder.”
Jeg slugte Drømmepenge. Jeg fordøjede den først bagefter. Derfor sidder jeg stadig i en tåge, for hvad fanden skete der egentlig – og hvad er det her for en weird verden, som vi alle lever i. Sasja, hvis det er det hun hedder, virker selv til at være i en tåge. Hun stiller i hvert fald spørgsmålet ”Jeg fik en kogende lyst til at flå i noget / hvor befandt jeg mig egentlig?” Her læser jeg et lille råb efter hjælp.
Luth skriver nogle vilde sætninger, som helt klart er det bærende element for mig. Denne tænker jeg stadig på: ”Måske var det dét, der drog, altså tomheden, det vakante.”
Leave a Reply