Anmeldelse af Ulrikke Bak: Book of Psalm, udgivet af Forlaget Amulet d. 20. februar 2026.
Anmeldelse af Asta Stoltz Blom.
Foto: Asta Stoltz Blom.
Ulrikke Bak har fortsat fortællingen om Psalm, og hun er endnu mere chatty end før – hvilket er fantastisk.
I 2024 udkom Ulrikke Baks Love Looks Bleak, og det er første møde med vores fortæller Psalm. Bak har valgt at skrive på engelsk, hvilket er genialt, fordi det tillader, at fortælleren Psalm (som hun selv forklarer) kan gå i et ”…chatty mode, it’s just because that’s how I cope”. Psalm henvender sig desuden direkte til læseren, som kan sammenlignes med et blogindlæg. Man sidder derfor midt i en talestrøm som føles tilfældig, men det er den næppe.
A situationships feelings
Nu er Psalm tilbage, og uden sin forfærdelige stalker-ekskæreste – thank god. Man møder Psalm i en forelskelse – eller nok nærmere et situationship. Det går godt, indtil det ikke gør det mere. Han får nemlig sagt ”I need a break from you.”. Her bliver Psalm overvældet af følelser, for hvem gør ikke det, når man ikke får en forklaring på, hvorfor man bliver forladt?
I kapitlet ”OPEN SESAME” forklarer Psalm, at hun er ”stuck in a narrative”. Hvordan kommer man så ud af det, spørg hun selv undersøgende. En idé kunne være at dykke ned i sine egne traumer, men: ”Once you put the shovel in the soil, who knows what will come up. (…) I’d rather know nothing at all.”, og hold da op hvor relaterbart i denne samfundstid. Kan man overskue at møde alt det, man fortrænger?
Vulnerable but make it funny
Bak formår at skrive en seriøsitet ind i det humoristiske og drillende. Jeg har derfor både grint højlydt og grædt igennem de 112 sider. Tårerne løber ned ad mine kinder, da Psalm kæmper med at være sårbar, og jeg fik en klump i maven. Bak formår at skrive Psalms følelser så fine, men stadig med en selvironi og en distance til dem – nok fordi hun heller ikke vil lukke os helt ind:
”I carry a thousand tears inside me but if i’m being looked at, not a single drop will fall.”
I kapitlet ”SPLIT ENDS UNITE” beskriver Psalm hvad der sker med hendes hår, når hun er deprimeret: ”…turns into a birds nest, and not the cute kind”. Dette kapitel er virkelig finurligt, fordi det helt simpelt er en beskrivelse af, hvordan hun plejer sit hår, når hun altså har det godt. Det er en opskrift på den selvplejerutine, man forbinder med velvære. Lad mig være ærlig, en rutine jeg heller ikke kunne overskue i mit eget breakup.
You can’t turn back
Psalm husker på et tidspunkt tilbage på de bøger, hvor man selv kan vælge bogens fremgang. Det fantastiske Bak gør, er selv at bruge den metode. For da Psalms egen fortælling tager en drejning, fortæller hun ”(Feeling hesitant? Then turn to BACK ON THIS SIDE OF THE DOOR)” – navnet på kapitlet efter Psalms livsdrejning. Hvis ikke man tør, kan man springe midten af bogen over. Du er advaret på forhånd, og hvor er det genialt.
Hvis man tør læse videre, så begynder Psalm at lave webcam, og som hun selv forklarer er der meget specifikke efterspørgsler, blandt andet at hun skal være en delfin – jeg er seriøs. Psalm spørger selv ”…why the fuxk does this shit turn you guys on? I guess I’ll never know.”, og jeg spørger om præcis det samme. Delfinen er dog kun én fetish ud af mange. I et kapitel får man lov til at læse Psalms indbakke, og en af de beskeder sidder stadig i mig. Jeg væmmedes og grinte:
”I’ve always wanted a light enough partner, like you, to be able to pick her up, pin her against a wall and bang her. This is my only motivation to not skip leg day.”
A simple advice
Bak er så utrolig skarp, og der er flere sætninger, som jeg tænker på i dag. Psalm fremstår da selvoptaget, men vi har også selv valgt at læse en bog om hende – hint: titlen. Bak formår med sit sprog at skabe en karakter man på trods af egoismen stadig holder af. Jeg har aldrig relateret så meget til en karakters hjertesorg, ensomhed og håb:
”I try to imagine: if I can love ’the wrong’ person this much, how good is it gonna be with someone who cares for me back.”
Sidst slutter Psalm med at give et råd med på vejen, som hun først lige hurtigt glemmer ”Oh now I remember: Tell them how you feel.”, og jeg som læste bogen midt i et lille situationship har aldrig resoneret med et så simpelt råd, det er nærmest komisk.
Ulrikke Bak er kommet endnu stærkere tilbage, og formår at blande humor, seriøsitet og sorg. Bak har skabt en karakter, som jeg har lyst til at kramme for evigt – for jeg er ikke klar til at slippe hende.
Leave a Reply