Reportage fra litteraturfestivalen Vild med ORD, 24. Oktober 2015, Dokk1, Aarhus
Skrevet af Katrine Lund
Kulturredaktør Michael Bach Henriksen for Kristeligt Dagblad mødte til Vild med ORD forfatter Erik Valeur i en samtale om hans nyudgivne bog Logbog fra et livsforlis og udledte derfra også særheder, hastighedssamfund, og hvordan børn forsøger at hjælpe de voksne til at vinde mandlen og dermed også den eftertragtede mandelgave.
Anmeldelse af Erik Valeur: Logbog fra et livsforlis, udgivet på Politikens Forlag d. 26. september 2015
Anmeldt af Stine Liberty Svenningsen
Foto: Bogens omslag / politikensforlag.dk
En gammel enkefrues forsvinding. Et politisk spil om magten i Danmark. Et fyrtårn i Helvedesdybet og dets eremitbeboer. Erik Valeurs anden roman, Logbog fra et livsforlis, handler om forskellige skæbner, der via en fælles fortid med dybe hemmeligheder er vævet ind i hinanden med omfattende konsekvenser for nutiden. Valeur skuffer ikke – trods enkelte smuttere.
Anmeldelse af J. K. Rowling: Fantastiske skabninger og hvor de findes, udgivet på Gyldendal d. 9. oktober 2015
Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Mens medieverdenen summer over nyheden om et ottende kapitel i Harry Potters historie, nemlig i form af det kommende skuespil Harry Potter and the Cursed Child, har Gyldendal netop udsendt den danske oversættelse af J. K. Rowlings (under pseudonymet Newt Scamander) fiktive lærebog om den magiske fauna. Hermed får dedikerede fans muligheden for at dykke endnu dybere ned i det eventyrlige univers.
Foto: commons.wikimedia.org (redigeret af Mia Nikander)
Har en bog nogensinde gjort dig sindssyg? Det mente min dansklærer åbenbart tilbage i 8. klasse, da han på det kraftigste rådede mig til at slå et smut forbi skolepsykologen, hvis jeg fortsat insisterede på at være på tværs i hans timer. Årsagen til min formodede sindssyge var bogen Supernova af Anders Johansen, hvis læsning netop havde bragt store, frustrerede følelser i røre. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg havde læst eller hvorfor, og jeg krævede svar. Nogen måtte stå til regnskab, og jeg besluttede mig for at gå efter hverken manden eller bogen, men min dansklærer, som i al sin autoritet og påståede ekspertise var den, der havde pålagt os Supernova. Det måtte han jo have haft en god grund til, også selvom jeg ikke kunne se den.
Den historiske roman nyder som genre stor popularitet i disse år. Bestsellere som Kim Leine og Kenn Folletts gigantromaner på mellem et halvt og et helt tusinde sider vidner om en markant interesse for og dragethed af disse fortællinger om svundne tider, hvad enten det drejer sig om kristningen af Grønland i 1700-tallet (som Leines Profeterne i Evighedsfjorden) eller borgerkrigen i middelalderens England (som Follets Jordens søjler).
Men hvorfor egentlig, kunne man fristes til at spørge?
Én af bevæggrundene for at læse historiske romaner vil formodentlig ofte være at ’lære noget’ om den periode, person eller begivenhed, som værket behandler. Mange kan vel godt lide tanken om, at læsningen således kan have en form for nyttigt formål udover den rene fornøjelse. Ligeledes kunne man forestille sig, at læseren af den historiske roman måske også værdsætter det realistiske aspekt i denne type bøger: at det er værker, der forholder sig til faktiske begivenheder og ikke blot til (fuldstændigt) fremmede eller opdigtede universer.
Da jeg læste Harald Voetmanns roman Alt under månen fra 2014, der handler om Tycho Brahe og livet på øen Hven i slut 1500-tallet, syntes der imidlertid at være nogle andre forhold på spil. Voetmanns roman, der tegner et mere beskedent omfang på kun godt 150 sider, giver ikke læseren noget udpræget sammenhængende overblik over hverken perioden eller Tycho Brahes liv. Tværtimod konfronteres læseren med et labyrintisk spind af fortællerstemmer og episoder, der aldrig samles til et egentligt plot eller en overordnet pointe. Videnskaben vinder ikke over naturforfaldenhedens grundsten: dét, at vi, når alt kommer til alt, er underlagt skæbnen og tilfældigheden – og at vi til sidst skal dø. Et vilkår, der stadig er lige aktuelt i dag som på Tycho Brahes tid.
I en kronik, netop om den historiske roman som genre, skriver Voetmann selv:
“Når jeg skriver om Tycho Brahe eller Plinius, bliver de fiktion fra første øjeblik, og jeg gør mig intet håb om at kunne finde ind til en historisk kerne, et ægte menneske. […] De historiske rum er redskaber til at tale om verden, som jeg ser den, her og nu, men fra en skæv vinkel, med et fremmed blik på mennesket.” (Citeret efter Bukdahl, 2014)
Og måske tror jeg, at det er i dette ’fremmede blik på mennesket’, at man skal finde den kraftigste magnetisme i den historiske roman. Vi læser også for at se verden fra en ukendt vinkel; ikke bare blive klogere på en periode eller en begivenhed, men nok så vigtigt på os selv som mennesker. Det historiske interesserer os, fordi det sætter nutiden i perspektiv. Vi spejler os i fortiden og forstår omvendt fortiden set i bakspejlet fra nutiden.
