Anmeldelse af Chimamanda Ngozi Adichie: Brev til en nybagt forælder – Et feministisk manifest i femten punkter, udgivet på Gyldendal den 8. marts 2017
Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
”Enten er du det eller også er du det ikke.” Chimamanda Ngozi Adichie har efterhånden fastslået sin status som feminist – både i og uden for sit forfatterskab. I sit manifest demonstrerer hun atter feminismens afgørende betydning, og det på ganske glimrende vis. Brev til en nybagt forælder er ikke blot en opskrift på, hvordan man opdrager sit barn til at blive feminist, det er også en opskrift på, hvordan man selv bliver et afrundet menneske med forståelse og respekt for både andre og sig selv.
Udgangspunktet for udgivelsen er, at Adichies barndomsveninde bliver mor og i den forbindelse spørger forfatteren til råds om, hvordan hun skal opdrage sit barn til at blive feminist. Adichie påtager sig opgaven og som svar til sin veninde, skriver hun et langt brev, der i lettere redigeret form er blevet til indeværende udgivelse. Som undertitlen markerer, indeholder brevet femten punkter eller råd. Disse er ikke blot vejledende for veninden og andre forældre, men for dem som ønsker at skabe en bedre og mere retfærdig verden for alle, uanset køn. Det er grundlæggende en vejledning i rummelighed og menneskelighed, som netop karakteriser den moderne feminisme – også sådan som den i øvrigt udtrykkes i Adichies forfatterskab, der bærer præg af hendes feministiske holdninger.
Et feministisk grundpræmis
Adichies råd er råd, som man både bør give videre til den næste generation, men som man også bør lade cirkulere blandt de øvrige generationer – hvis man vil ændre noget, må man som bekendt starte med sig selv. En pointe hos Adichie er netop, at hvis der eksisterer overbevisninger, som vi ikke ønsker at videregive, må vi først ryste dem af os selv. Denne indsigt og nuancerede tankegang kendetegner Adichies manifest som helhed. Herigennem udviser hun en grundlæggende forståelse for de udfordringer, der er forbundet med køn i samfundet – i særdeleshed de udfordringer, man støder på som kvinde. Dette illustrerer hun ganske fint, da hun i sit første råd til veninden fremlægger sin feministiske grundpræmis: Feminisme er kontekstuel – der er ikke nogen faste regler, men blot nogle grundlæggende forudsætninger, der gør sig gældende. For det første er alle mennesker lige vigtige, og denne vigtighed er ikke knyttet op på køn. For det andet må man altid betragte den konkrete situation og se på, om udfaldet af den ville være det samme, uafhængigt af om en mand eller en kvinde står i situationen. Adichie peger her på den triste virkelighed: At udfaldet ofte vil være forskelligt, selvom køn i en given situation ikke bør have nogen betydning. Og her er den feministiske tankegang særdeles vigtig.
Overbevisning og magt i sproget
Flere af rådene som indeholdes i de femten punkter forholder sig netop til de grundlæggende præmisser, som Adichie indleder manifestet med – og det får hendes synspunkter og argumenter til at fremstå klare og konsekvente. Selvom visse af rådene bærer præg af at være stilet til en nigeriansk kvinde, der lever i det nigerianske samfund, er alle råd ligeledes relevante i en vestlig kontekst. Tankerne bag rådene har en universel værdi, der ikke lader sig fornægte. Desuden giver rådene et unikt indblik i det nigerianske samfund, hvor forskellene mellem kønnene er endnu større end i det danske af slagsen. Adichies råd behandler dog ikke kun den store forskelsbehandling mellem kønnene, men også den lille, som afslører fastlåste tankemønstre og overbevisninger. Disse findes især i den måde, hvorpå vi italesætter hinanden og hinandens gerninger.
Som et eksempel herpå taler Adichie om ”Udvandet Feminisme”: ”Det er opfattelsen af betinget lighed for kvinder. […] Det er en hul, leflende og falleret opfattelse. […] Enten går du ind for fuld ligestilling mellem mænd og kvinder, eller også gør du ikke.” Tankegangen i den udvandede feminisme beskrives bedst ved at bruge Adichies eget eksempel på, hvordan der bruges tilladelsessprog:
I denne formulering er den implicitte holdning, at manden endnu er den overlegne, selvom det i det konkrete tilfælde er kvinden, der har magt. Adichie påpeger det problematiske i, at en kvindes magt skal skjules, og at der stilles andre krav til, hvordan magtfulde kvinder tager sig ud end til magtfulde mænd.
Adichie udstiller flere andre subtile forskelle i sproget, som afslører en mangel på ligestilling mellem kønnene. ”Sproget indeholder vores fordomme, vores overbevisninger og vores antagelser,” som Adichie skriver. De subtile forskelle, såvel som de helt åbenlyse, har også at gøre med den indoktrinering omkring køn, der indprentes i børn både af deres forældre og af samfundet allerede fra de er helt små. Som eksempel nævner Adichie kønsopdelte tøjafdelinger for babyer, idéen om ”at mænd er blå, og kvinder er lyserøde” og måden, pige- og drengebørn opdrages forskelligt på – der opstilles ofte mange flere regler for pigerne, og et krav om at de skal være ”søde”, hvilket sjældnere er tilfældet hos små drengebørn. Som Adichie skriver, så kan de konstruerede kønsroller være svære at kaste af sig, når først de er indprentet. Med denne pointe fastslår hun, hvorfor det er så vigtigt at ændre på dem i skrivende stund, og give plads til at alle kan udvikle sig som individer, der ikke først og fremmest er defineret ved deres køn.
Brev til en nybagt forælder er en fortrinlig demonstration af, at det er vigtigt at reflektere over, hvilke overbevisninger og muligheder vi selv har – og hvilke vi ønsker at viderebringe til den næste generation. Det er også en påmindelse om, at vi som samfund må hanke op i os selv, og at vi ikke altid skal acceptere de vedtagne sandheder, store som små. Manifestet peger på kønskonstruktioner som det, de er – netop konstruktioner, der udspringer af sociale normer, hvor der ikke tages nok hensyn til menneskelig forskellighed. Som Adichie selv skriver: ”[S]ociale normer skabes af mennesker, og der findes ingen sociale normer, der ikke kan ændres.”
Leave a Reply