Det begynder med en undren

Det begynder med en undren

Det begynder med en undren

Anmeldelse af Giorgio Parisi: I en stæreflok. Skønheden i komplekse systemer. Udgivet på Gutkind d. 27. april 2022. Oversat fra italiensk af Lorens Juul Madsen. 

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

Giorgia Parisi inviterer med sin essayistiske roman indenfor i videnskabens tankegang; han fortæller om, hvordan videnskabelige processer sættes i gang og ændrer retning og fokus undervejs. Han forklarer ekstremt komplekse systemer enkelt og forståeligt, så alle kan være med. Det er historiefortælling om en mands levede liv med matematik og fysik, og det hele begynder med en undren. 

Forstil dig din bedstefar fortælle historien om, hvordan verden så ud dengang han var barn. Forestil dig din bedstefar vinde nobelprisen i 2021 i fysik for sine banebrydende opdagelser indenfor forståelsen af komplekse systemer. Giorgio Parisi tager dig i hånden og begynder sin fortælling akkurat, som din bedstefar vil have gjort det. Smukt, poetisk og langtrukkent på den hyggelige måde:

”Når solen går ned, ser vi fugleflokkene danne fantastiske figurer, tusinder af små dansende prikker på baggrund af en himmel i skiftende farver. Vi ser, hvordan de flyver side om side uden at støde ind i eller blive væk fra hinanden, hvordan de overvinder forhindringer, som om der er en dirigent, der styrer hele flokken”

Fortællingen strækker sig fra Parisis første spæde skridt ind i fysikkens verden på instituttet i Rom for 50 år siden. Teknologien, professorerne og de første tanker om det at studere bliver beskrevet nøjsomt og underfundigt. Han husker detaljer, såsom at førsteårseleverne var forment adgang gennem hovedindgangen. I stedet skulle de benytte bagindgangen som symbol på den hierarkiske orden, der dominerede universitetet dengang. Han mindes ungdomsoprøret og den forandring det medførte; den tro og energi det gav ungdommen, inklusiv ham selv. Han husker, hvordan teknologiens udvikling påvirkede positivt og gjorde forskerne mere forbundne verden over. En kommunikativ udvikling, der tager fart fra breve til faxe og videre til e-mails. 

Den underfundige fysiske verden

Han fortæller fængende og med et smittende engagement om noget, der ellers ofte bliver betragtet som tungt og uforståeligt; fysik og matematik. Det er med konstante sammenligninger til virkelighedens situationer og genkendelige billeder, at underlige komplicerede fysiske fænomener bliver beskrevet.  

”Vand, der koger, og vand, der fryser til is. Det er besynderlige fænomener. Vi ser et stof, der pludselig ændrer form, alene fordi temperaturen har ændret sig en smule.” 

Her indledes forklaringen på faseovergange og kollektive fænomener med et velkendt eksempel: vores vands forskellige teksturer. 

Ligesom en bedstefars fortællende erindringer, giver denne roman dig det bredde spektre – alt fra små måske lettere irrelevante sidefortællinger til de store linjer og banebrydende historiske opdagelser. Romanen er kort af sidetal, men omfangsrig, hvis man måler på mængden af overvejelser, betragtninger og stor passion. Desuden åbner den en dør ind i en verden, vi sjældent hører beskrevet litterært, nemlig videnskabens med fakulteterne matematik og fysik i centrum.