Anbefaling af Audre Lorde: Der er ingen ærlige digte om døde kvinder. Udgivet af OVO Press d. 14. maj 2019. Oversat fra engelsk af Shadi Angelina Bazeghi.
Anbefalet af Sophie Gohr Als.
Foto: Sophie Gohr Als.
“Magt til Kvinder / er / magt til Sorte / er / magt til Mennesker”. Sådan skriver Audre Lorde i digtet ”Nu” fra digtsamlingen Der er ingen ærlige digte om døde kvinder. Shadi Angelina Bazeghi har oversat Lordes poesi til dansk, og hun samler Lordes digte i en perfekt balance mellem smerte, vrede og revolutionær kraft. Revolutionen er intersektionel og handler om undertrykkelse fra flere vinkler, hvor de undertrykte bruger ord som våben.
Der er ingen ærlige digte om døde kvinder er en samling af digte fra flere af Lordes digtsamlinger. Lorde, der er kendt som intersektionel feminist og aktivist, vender sig direkte mod undertrykkelsens smerte og skildrer den lige så brutalt, som den er oplevet. Børn dræbes, blod flyder, kvinder voldtages og forties, og rædslen er en fast del af de liv, der omtales. På samme tid skabes der også en plads til at hele og samle kræfter til nye kampe i digtene.
Litteraturen som en slagmark
For Lorde er det ekstremt politisk at digte. Hun skildrer uretfærdigheden internt i sine værker og går helt konkret til værks, når hun vil beskrive de drab og voldshandlinger, hun modarbejder. I sit digt ”Magt” tager hun udgangspunkt i drabet på en ti-årig, sort dreng i Queens:
“Jeg er fanget i en ørken af rå skudsår / og et dødt barn slæber sit knuste sorte / ansigt ud over kanten af min søvn / blod fra hans punkterede kinder og skuldrer / er den eneste væske i miles omkreds […]”
Lorde ser et eksternt, politisk potentiale i selve litteraturen. Når hun opfordrer til sammenhold eller skildrer livsvilkår, der ikke anerkendes andre steder, er det i kampen mod de struturer, der forsøger at splitte og underkende minoriteter. Bazeghi, den danske oversætter af værket, berører netop dette i sit skarpe efterord. Hun beskriver, hvordan hun, grundet sit iranske navn og minoritetsidentitet, overses for sit tidligere arbejde – også selvom hun skriver 27 år efter Lordes død. Hun bryder formen for et klassisk efterord ved at bruge talesprog og fortælle mere som Lorde end om Lorde. Ved at nægte at arbejde under magthavernes præmisser beviser både Bazeghi og Lorde, at det skrevne ord har magten til at ændre noget. Dette gør Bazeghi til en eksemplarisk oversætter af et værk, der er svært at yde retfærdighed.
Omsorg og lindring
Den politiske vrede og kampen mod undertrykkelse er kendetegnet for Lordes digte, men der er også en ekstrem omsorg at finde i hendes værker. Digtet, der har lagt navn til digtsamlingen (”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder”), taler om den lindring, der er nødvendig, når kampene er kæmpet, og historierne derfra er berettet. Det er ro, det er den stærke, ældre søster, det er mor, der forsikrer om, at kampen er slut, og det er digte som Lordes, der skaber pladsen til sorgen og lindringen.
“mors stemme ude i gangen / du gjorde det rigtigt / første gang darling / du behøver aldrig / gøre det igen.”
Kampen mod undertrykkelse er brutal og koster blod og utallige liv. Lorde skildrer både smerten og vreden uden nogen forbehold. Hun kæmper ikke bare på sine egne vegne men på vegne af alle dem, der ligger under for magtens intersektionelle vold. Hendes poesi er et ophold i lidelsen, men også en bearbejdning af den, en måde at definere den på og holde den fast og væk fra sig. Det skinner igennem, hvordan poesien er politisk, hvordan hvert et ord er vigtigt for enten at berette om smerte, opfordre til vrede og handling eller til at hele de sår, der er en naturlig del af kampen. Som læser af Lordes digte påvirkes man både af kampånden, vreden og omsorgen og de bliver et bevis på, hvordan poesi kan forme virkeligheden. Det er en påmindelse om, at der findes større kampe i verden og om ikke at stille sig til tåls med de strukturer, der hersker i de samfund og grupper, vi færdes.
Leave a Reply