Anmeldelse af Raduan Nassar: Galdens bæger udgivet på forlaget Jensen & Dalgaard den 15. december 2020
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
I Galdens bæger af brasilianske Raduan Nassar bliver læseren ført gennem en lille roman med en sproglig omhyggelighed, tydelige temposkift og en altoverskyggende bevidsthed om magt og magtens kampe; vejrets magt, insekternes, kærlighedens og erotikkens, men også generationernes, historiens og klassernes magt.
Med en indlevende intensitet skaber Raduan Nassar et magtspil mellem to mennesker; en kvinde og en mand. “Ankomsten”, “I sengen”, “At stå op”, “Badet” og “Morgenmaden” hedder romanens første fem kapitler, der hver beskriver en lille hændelse mellem manden og kvinden; tempoet er langsomt og intenst – som den læsende, holder man næsten vejret, man føres fra haven og ind i soveværelset, og man mærker tydeligt den erotiske, pirrende energi mellem de to tilstedeværende, der er et interessant magtspil i gang; det handler om, hvordan han gør sig til for hende, hvordan de med et distinktivt indblik og kendskab til hinanden præcis ved, hvordan det sensuelle og erotiske spil med hinanden skal spilles:
“fulgt af hendes konstante blik begyndte jeg at spise tomaten, dryssede lidt salt på det jeg havde tilbage i hånden, lagde meget fingeret omhu i hver bid for at vise mine tænder, stærke som en hests, vel vidende at hendes øjne ikke slap min mund, at hun bag sin stilhed vred sig af utålmodighed, og, frem for alt, at jo mere ligegyldighed jeg udviste, jo mere æggede jeg hende”
Hvad den nøjagtige relation mellem de to er, forbliver ukendt, det samme gør deres alder, og deres udseende kan man blot gisne om, men at disse detaljer forbliver ukendte, øger værkets intensitet og ægthed, og det gør læseren sulten og nysgerrig.
Myrens magt
Efter romanens begyndelse, der skaber en illusorisk fornemmelse a la hvedebrødsdages lykkelige, langsomme lidenskabelighed sker et skift, et knæk, en ændring; tempoet øgedes i en lang rablen og tænkende strøm af vrede, fortvivlelse og ja, måske kapitlets navn, ”Skideballen”, i sig selv bærer en forklaring, da dette pludselige udbrud af vrede og ustyrlige temperament udspringer af mandens opdagelse af et hul i hækken gjort af bladskærermyrer, myrens magt bliver pludseligt altoverskyggende, ekstremt enerverende og til skyld for et tordnende anfald af omkring 50 siders blanding af indre monolog og højlydte replikker; vred tankestrøm, tempoet er hurtigt, sproget er beskyldende og tonen er hårdfint balanceret mellem vred og frustreret:
“jeg standsede op kogende af raseri og betragtede ødelæggelserne, jeg var edderspændt rasende over der hul, og kunne ikke tænke på andet end at ligusterhækken ikke skulle være dessert, al det arbejde blot for at disse bladskærermyrer, når man mindst ventede det, satte snuden i hækken og fortærede den”
I næsten skammeligt lang tid, havde jeg læst titlen som værende Galdens begær, og måske var det faktisk ikke så underligt, eftersom begæret og magten i denne roman fletter sig sammen og skaber en uløselig forbundenhed, hvor det ene betinger det andet.
Sprogligt syngende
“jeg den forbenede individualist, jeg, en fjende af folket, jeg, irrationalisten, jeg den hæmningsløse, jeg, med epilepsi, mit delirium og mit vanvid, jeg, den lidenskabelige”
Syv punktummer er, hvad Nassars roman rummer, lige nøjagtigt sat i slutningen af hver af de syv kapitler; syv punktummer er ligeledes, hvad denne anmeldelse rummer, anmeldelsen af et værk, man skulle tage at læse; et værk, der skal læses for dets temperament, dets intense øjebliksskabende billeder og tankestrømmende sprog, der i al sin kraft, lader læseren hengive sig helt og aldeles i forfatterens magt.
Leave a Reply