En families implosion

Anmeldelse af Gregor Von Rezzori: Blomster i sneen, udgivet på Forlaget Sidste Århundrede d. 6. november 2020. Oversat fra tysk efter Blumen im Schnee af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Arvid Kühne

Hvad der er opdigtet, og hvad der er sandt i den nye danske oversættelse af Gregor Rezzoris mesterværk, Blomster i sneen er svært at sige. Men det er ikke det der er interessant i romanen. Tværtimod er det, hvor detaljerigt Rezzori gransker sin barndom og opvækst i et land i opløsning, og hvordan han dykker ned i aspekter af sig selv, de færreste forfattere nogensinde ville drømme om. Oveni det krydrer Rezzori romanen med et helt utroligt smukt sprog og en seriøs historielektion om Østrig-Ungarns forfald. Bogen er et unikt kig ind i en ukendt verden, og det er nok den bedste bog, jeg hidtil har anmeldt. 

Selvom Blomster i sneen på overfladen giver sig ud for at være 5 noveller, læste jeg den som en roman. Novellerne hænger nemlig sammen og fungerer i det hele taget meget bedre som én samlet oplevelse. Rezzori tildeler en novelle til moderen, søsteren, faderen, samt en bondsk amme og en guvernante. Hvad disse noveller samlet skaber er en indviklet fortælling der både er rørende, morsom, ironisk, sørgelig og overraskende freudiansk, om en familie, der aldrig finder sin plads i verden efter faldet af Østrig-Ungarn. Gregor, der er for lille til at kunne huske meget af sit liv før opløsningen, vokser derfor op i et hjem, der er i konstant længsel efter noget tabt. Gregor deler også denne længsel – men uden at forstå den.

Freudianske selvransagelser 

Bogen er lige så meget et studie af ham selv, som det er et studie af de personer han beskriver i hver deres novelle, og føles på mange måder som en tilståelse. Dette åbner op for en utrolig særpræget fortælling om en lille drengs seksualitet, i et hjem hvor næsten ingen udefrakommende bliver lukket ind. Familien er nemlig af finere stand, men gennem hele romanen, bliver det vist, hvor meningsløst især moderens og søsterens insisteren på status er, når det land de har status i, ikke længere eksisterer. Gregor vokser derfor op i et katastrofalt usammenhængende hjem, med faderen der ser stort på det hele, og moderen og søsteren, der forgæves forsøger at holde fast i en fortid, der måske aldrig har eksisteret. Uden andre mennesker i huset udvikler Gregor derfor et næsten erotisk forhold, først til sin amme, og sidenhen til sin mor, der ligeså udvikler et sygeligt forhold til sin søn. Rezzori holder på ingen måder tilbage i disse beskrivelser:

”Hendes lette, smalle, spidse sko og hendes handsker af blødt vaskeskind, som dækker hendes underarme helt oppe til albuerne, pirrer mig erotisk. Jeg får et skarpt blik for kvaliteten af hatte, håndtasker, parasoller. Pelsværket i hendes vintertøj smyger sig om hende med en blidhed, som får det til at sitre i mig. Alt dette dufter af velplejet kvindelighed”

Absurde latteranfald

Bogen er dog også meget mere end en seksuel granskning af den unge Gregor. Den er spækket med små anekdoter, der alt sammen påviser Gregors hengivenhed til sin familie, selvom læseren hurtigt fornemmer, at familien er på vej til at implodere. På trods af de svære omstændigheder, diskussioner og magtkampe, ender konflikterne næsten altid i et spontant latterfald over absurditeten. Dette smitter også af på Rezzoris skrivestil, der til tider er lårklaskende morsom. Såsom da han fortæller om et sjældent besøg, Gregor og søsteren har, hos en familie der uforklarligt ser sig sure på dem. Indtil moderen gennem udspørgning finder ud af, at de begge to har skidt i familiens varmekasse, i den tro, at det var et toilet. På samme tid er det en forbistret deprimerende roman, og Rezzori leger ondskabsfuldt med disse modstridende følelser hos læseren. 

Blomster i sneen har så meget at byde på, så meget man kan gå i dybden med. Hver novelle har noget unikt at byde på, men på samme tid flyder de sammen til en højere enhed. Det er en krævende roman, men belønningen er stor, og kan helt klart anbefales til alle, der leder efter noget undergangslitteratur a la Thomas Bernhard, eller en meget mere pervers og ironisk udgave af Stefan Sweig.