Anmeldelse af Abdulrazak Gurnah: Paradis. Udgivet på Gutkind d. 16. marts 2022. Oversat fra engelsk af Finn Holten Hansen.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Nobelprisen i litteratur blev i 2021 tildelt Abdulrazak Gurnah, der i 1994 udkom med den sansemættede roman Paradis om et imperialismepræget Østafrika. Allerede året efter romanens udgivelse blev den oversat til dansk på Samlerens Forlag, og nu, 27 år senere, udkommer den i en revideret udgave hos Gutkind. Det giver nye læsere mulighed for at tage med på en gribende rejse til Østafrikas indre.
Summende insekter og frodige haver, tørke og støv og glubske hunde. Beskrivelserne af Østafrikas natur fylder siderne i Paradis med en gennemtrængende dobbelthed. Som om naturen bag menneskets stridigheder, sygdom og slaveri gemmer på en skønhed, der dog altid er på kanten til at krakelere; som grønt græs over en tørsprængt jord. Gurnah skriver om Østafrika under koloniseringen og retter blikket mod det enkelte menneskes skæbne: 12-årige Yusuf må forlade sit hjem pludseligt, da hans far skylder penge til en velhavende købmand; onkel Aziz. Som gældsslave skal Yusuf passe købmandsbutikken, hvor han møder Khalil, der fortæller særprægede historier om tro og overtro – og snart er Yusuf selv med i en historie, der begynder som en rejse mod det indre land.
Røg og dyremøg
Rejsen er nøgleordet for Yusufs tilstedeværelse. Som gældsslave trækkes han væk fra sine hjemlige rødder, og som læser bliver man sammen med Yusuf kastet fra sted til sted med nye mennesker, sanseoplevelser og naturscenarier. Værket maler et billede af et komplekst Afrika, hvor imperialismen hele tiden er til stede som et overordnet jerngreb bag tyknede skygger:
”Ud af de tyknede skygger foran dem dukkede en mand frem. Han var i en mørkeblå ribstrikket sweater med skulderstropper af læder og kakishorts, uniformen for ansatte hos europæerne. Da de nærmede sig ham, svang han en knippel frem bag sit ene ben for at lade dem se, at han var bevæbnet. Da de var tæt nok på til at kunne lugte ham, så Yusuf, at mandens ansigt var mærket med tynde, diagonale ar, et over hver kind, som løb fra under øjnene til mundvigene. Ved nærmere eftersyn var hans tøj pjaltet og lugtede af røg og dyremøg. Hans øjne kastede et glødende lys, stirrende og uhyggelige.”
Også interne konflikter står frem uden omsvøb. Det stiller krav til læseren, der skal kende til afrikanske stridigheder og fornærmende udtryk:
”’Banyan! Jeg har advaret dig mod at kalde mig banyan!’ sagde Kalasinga og så sig om efter et våben eller en stok, et øjeblik fristet af den hede tekande. ’Er det min fejl, hvis I muslimer er så bange for hunde? Er det en grund til at spotte mit blod? Hver gang du siger det ord, er det en fornærmelse mod hele min familie. Det her er sidste gang!’”
Paradise (lost?)
Det er ikke paradis på jord, der skildres i Paradis. Brutaliteten, både imperialismens, menneskets og naturens, bliver skrevet frem med en detaljerigdom, der ikke skåner læseren:
”Ved daggry blev de vækket af skrig og desperat snerren, og de opdagede, at hyæner havde angrebet en af de sovende bærere og bidt det meste af hans ansigt i stykker. Blod og slimede, seje væsker løb af den hudløse stump, der var tilbage.”
Sproget er så levende, at jeg ikke kan andet end at klistre denne anmeldelse til med citater – for hvem kan skrive om en bog bedre end den nobelprisvindende forfatter selv? Derfor vil jeg afslutte med to citater, der fremhæver billedet af det plagede Afrika fra begyndelsen af Yusufs rejse:
”’Er det ikke dejligt at tænke på, at Paradis vil være sådan her?’ spurgte Hamid og talte med dæmpet røst til natteluften, der var fuld af lyden af vand. ’Vandfald, som er smukkere end noget, vi kan forestille os. Endog smukkere end det her, hvis du kan forestille dig det, Yusuf.’”
Til slutningen af rejsen:
”Men der kommer ikke flere rejser nu, hvor de europæiske hunde er overalt. Inden de er færdige med os, vil de have sønderkneppet hver eneste hul i vores kroppe. Kneppet os til uigenkendelighed. Vores forfatning bliver værre end det kort, de vil få os til at æde. Alt ondt vil overgå os, folk af vores blod, så selv nøgne vilde vil kunne foragte os. Bare vent og se.”
’Bare vent og se’ – eller læs og se!
Leave a Reply