Anmeldelse af Stig Sæterbakken: Usynlige hænder, udgivet på Forlaget Silkefyret d. 16. marts 2023. Oversat fra norsk af Allan Lillelund.
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
Usynlige hænder en besynderlig en af sin slags, nemlig en krimi. Sæterbakken klæder sig med genrens fjer, men har egentlig ikke synderlig interesse for den sag, der er omdrejningspunktet i romanen. Spørgsmålet er så, om Usynlige hænder er en subversiv dekonstruktion af krimien, eller om det mere var en stilistisk øvelse for afdøde Sæterbakken – jeg hælder personligt til det sidste.
Overbetjent Kristian Wold bliver sat til at sætte en sløjfe omkring den et år gamle forsvindingssag, kaldet Maria-sagen. 14-årige Maria forsvandt sporløst efter at være blevet sendt ned i det lokale supermarked om aftenen af sin mor, Inger. Sidstnævnte insisterer på at mødes med Wold for at forhøre ham om eventuelle nye spor eller taktikker. Den stereotypt misogyne Wold ender hurtigt med at bryde med samtlige politi-kodekser, blandt andet ved at indlede en art forhold med Inger, og Usynlige hænder handler egentlig i langt større grad om Wold, end den sag han er sat til at afslutte.
Krimidetektiven vendt på vrangen
Usynlige hænder begynder som en klassisk antiheltfortælling, men jo mere man lærer Wold at kende, desto mere kommer man i tvivl, om han overhovedet kan kaldes en antihelt. Wold, der egentlig bare af ren formalitet skal kigge sagen igennem en sidste gang, begynder at undersøge den dybere end han har autoritet til med tvivlsomme metoder. Gradvist går det op for en, at han faktisk bare er en blanding af et dumt svin og noget nær en psykopat. I starten misbruger han for eksempel sin magt til at få seksuelle ydelser af en prostitueret. Ja, det er ubehageligt, men det distanceres med stereotypien over det hele, og derfor rammer det ikke så hårdt. Men en snigende følelse af kvalme begynder at vokse, jo tættere man kommer på Wold. Derfor fandt jeg ham vellykket som en vrangvendt kliché på en desillusioneret overbetjent. Overordnet set synes jeg dog ikke helt brugen af krimien som genre, samt dens medfølgende stereotyper, skabte et decideret nytænkende eller subversivt værk. Usynlige hænder er heller ikke decideret parodisk og bliver derfor ikke til noget, der går op i en højere enhed. Men interessant er den, alene hjulpet af Sæterbakkens filosofiske tanker og skrivestil:
”Jeg tænkte på noget, jeg havde hørt nogen sige, noget om at der måtte et ophold af en vis længde til, på et bestemt sted, før sjælen tog bolig der, at man måtte være der noget tid, før det blev sådan at man rent faktisk havde været der. Og jeg tænkte, at Ingers lejlighed endnu ikke var blevet et sådant sted, at der stadig ikke lå noget tilbage efter mig, når jeg tog afsted derfra.”
Dummefejl
En ærgerlig ting, der er nødvendig at nævne, er mængden af stavefejl i den danske oversættelse. Usynlige hænder har brug for en ekstra korrekturlæsning eller to, da der er en del småfejl; manglende citationstegn, manglende versaler i nye sætninger og generelle stavefejl. Faktisk spekulerer jeg på, om der er en stavefejl allerede i første sætning, der potentielt er meget meningsforstyrrende:
”I over et døgn vidste jeg, at jeg skulle besøge hende, moren til mit barn der var væk.”
Skulle der have stået ”sit” eller ”hendes”? På intet andet tidspunkt står det nævnt eller antydet at Wold skulle have haft en relation til Inger før Maria-sagen, og derfor skulle være den biologiske far til Maria. Hvis Wold er faderen til Maria, har det enorme implikationer. Da jeg ikke lige uden videre kunne anskaffe Usynlige hænder på originalsprog, kan jeg desværre ikke vide det med sikkerhed. Men sikkert er det, at relationen heller ikke bliver nævnt i norske anmeldelser eller de brugeranmeldelserne, der er på Goodreads. Det er muligt, at jeg har taget fejl her, men de andre stavefejl er desværre et faktum, der skygger for en ellers udmærket, men smule ujævn bog. Usynlige hænder er en dybt ubehagelig fortælling om vold, misantropi og antipati – hvis man bare har en smule kendskab til Sæterbakken, overrasker det nok ikke.
Leave a Reply