Anmeldelse af Beowulf, gendigtet af Sophus Helle, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 20. juni 2025.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Jeg gav mig selv lidt af en udfordring, da jeg gik på sommerferie: at læse Beowulf. Det var jo en oplagt mulighed, eftersom den i juni udkom i nye, smukke klæder og er blevet gendigtet på mageløs vis af forsker i oldtidslitteratur Sophus Helle.
Som studerende på Nordisk sprog og litteratur, har jeg flere gange hørt om digtet Beowulf uden rigtigt at vide særlig meget om det. Jeg fandt hurtigt ud af, at digtet er over tusind år gammelt, at både J.R.R. Tolkien og George R.R. Martin fandt inspiration heri og at det indeholder mere end tre tusind linjer.
Helle formår i sin gendigtning at tage læseren i hånden med både for- og efterord, så man først bliver klædt godt på til at give sig i kast med digtet, og efter læsningen får forklaret nogle udvalgte passager. Alt sammen er det med til at give en bedre forståelse af digtet:
“Beowulf byder som sagt på et overflødighedshorn af temaer, og der er mange emner, jeg kunne kredse om i dette efterord. Jeg kunne fokusere på digtets skildring af køn, af naturen, af krig, eller på dets oversættelser og efterliv. Selvom flere af de emner gæsteoptræder i efterordet, vil mit fokus være på Beowulfs skildring af tid. For som jeg vil forsøge at vise, er tid i Beowulf en nøgle til at forstå, hvor sindrigt digtet er sat sammen, hvorfor det efterlader os med så splittede følelser og hvorfor det stadig er værd at læse, et årtusinde efter at det blev nedfældet.”
At være mand
Beowulf er både titlen på digtet, men det er også navnet på den unge kriger og senere konge, der optræder i digtet og som vil besejre uhyrer og drager. Han er manden over dem alle, og han er den, man gerne vil have omkring sig, når uhyggen banker på døren. Han møder gang på gang en regn af sværd, og han står altid tilbage som helten:
“Helte som Beowulf er bogstaveligt talt villige til at dø for hæder, fordi hæder kan skaffe dem det tætteste, vi mennesker kan komme på udødelighed. Vi skal alle dø en dag, og helte er villige til at træde et skridt nærmere døden for til gengæld at leve videre i eftertidens sange. Deres mål er at blive en del af mønsteret i folkets fletværk, og derfor må de konstant stræbe efter at udføre mindeværdige handlinger og sørge for, at de handlinger huskes korrekt.”
Beowulf bliver portrætteret som den mandlige arketype, hvilket på mange måder afviger fra, hvordan både mænd og kvinder portrætteres i litteraturen i dag: Her handler det nemlig også om bløde værdier og om at mærke efter i sig selv, frem for at gå i krig mod drager.
Beowulf i dag
Det har været lærerigt at dykke ned i et så gammelt skrift og at følge tidens tegn i Helles for- og efterord. Jeg har gennem hans assistance fornemmet, hvordan digtet sætter sine spor i fantasygenren i dag, og på trods af dets alder, forstår jeg godt den fortsatte fascination af digtets oprindelse, handling og faktisk aktuelle temaer. For jeg finder det dybt interessant, hvordan Helle formår at trække tråde fra oldtidens England til den verden, vi kender i dag:
“Beowulf kan bl.a. forstås som en dybsindig overvejelse af, hvad det vil sige at leve i tidens vold, dvs. i en verden, der er fuld af grusomme gentagelser, evig forandring og mangfoldige rytmer. I denne verden forsøger vi mennesker at holde fast i fortiden gennem minder og sange, og helte som Beowulf forsøger at sikre fremtidens hæder. Men som digtet viser, er hæder og heltemod ikke altid det, de giver sig ud for at være.”
Leave a Reply