En akademikers forfald

Anmeldelse af Jakob Skyggebjerg: Inderkredsen, udgivet på Gladiator d. 2. december 2021.

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Arvid Kühne

Inderkredsen er en aldeles syret fortælling om et elitært litteraturmiljøs forfald. Det er svært ikke at have høje forventninger, når Skyggebjerg har skabt så meget debat, og når Inderkredsen bliver proklameret som ”en moderne Hærværk” på bagsiden. Egentlig har den nogle sjove ting at byde på, men kommer til at lide under sig egen vægt af selverklæret vigtighed.

Patrick har mere eller mindre opnået alt, hvad man kunne ønske sig som akademiker. Han har succesfuldt forsvaret sin Ph.d. i litteraturhistorie og er begyndt at opnå status som en toneangivende stemme i kultureliten. Endvidere er han blevet en del af en mystisk loge, den titulære ”Inderkredsen”. Patrick bliver inviteret til bøf-aftener med en række akademikere og andet kulturpersonage. Her sidder de selvglade mænd så og svælger i rødt kød, dyr vin og sexistiske bemærkninger, mens de plotter, hvordan det litterære miljø skal styres. 

Young man yells at clouds

Med Inderkredsen forsøger Skyggebjerg at kritisere det øverste lag af akademikere, samt vigtige litteraturanmeldere. Well, jokes on you Skyggebjerg! Jeg kommer aldrig til at få en Ph.d., Littuna.nu er ikke en toneangivende litteraturside, og så er jeg heller ikke afhængig af bimbo-porno (den må I selv google). Jeg skulle jo nødigt anklages for at kritisere romanen, fordi den gør nar af mig! Men tilbage til bogen. I starten tegner det sig lovende med Patricks indtræden i Inderkredsen. Hen ad vejen bliver dette segment dog til en stadigt tyndere suppe. Det er nemlig svært overhovedet at acceptere præmissen. At sige, at det er sat på spidsen, ville være en underkendelse. Men fordi romanen ret hurtigt begynder at handle om alle mulige andre ting, bliver opbygningen af Inderkredsen ikke til mere end et ufærdigt skelet. Hvis Skyggebjerg virkelig ville provokere, synes jeg, han kunne have gået meget længere eller i det mindste uddybet. For som det er nu, føles det som et lidt halvhjertet råben af skyerne. Den gamle smæde om, at anmeldere og akademikere føler sig stillet højere end alle andre, et lille drys af nogle sexistiske strukturer, men uden at egentlig undersøge hvordan det kommer til udtryk. Det er ikke fordi jeg mener, Skyggebjerg ikke kan have haft fat i noget rigtigt, men inden for bogens univers køber jeg den simpelhent ikke. Og værre endnu, var det ikke synderligt underholdende at læse. 

Skema-sex

Som førnævnt begynder Inderkredsen relativt hurtigt også at handle om alle mulige andre ting. Patrick kommer i konflikt i privaten, fordi hans kæreste gerne vil have barn, men skal alle mulige komplicerede behandlinger igennem. Patrick føler sig totalt sidestillet, og sex bliver en skemalagt hverdagsting, som han får skældud for, hvis han ikke kan præstere. 

”Og det var godt, at han følte, han var skrumpet. Det tilfredsstillede Karens behov for at straffe ham. At han var lille – han var en hund i lejligheden. Hun var et menneske, og han var dyr. Han fik selvfølgelig at høre, hvad det, han gjorde mod deres graviditetsprojekt. Hun skulle have alle de morfologisk normale motile speratozoer, hans krop producerede.”

En nedadgående spiral

Sideløbende med denne konflikt begynder Patricks pornoafhængighed at tage overhånd. Fra porno går det til escortsider, hvor Patrick bliver en mindre celebritet på et forum for sine smukt skrevne anmeldelser af escortpiger og prostituerede. Og det er egentlig her jeg synes, Inderkredsen har sin reelle styrke. Det er umådelig morsomt at læse om hans patetiske forhold, hvor Patrick mere føler sig som en sædbank end en elsker. Og jeg ville ønske, Skyggebjerg i langt højere grad havde udforsket Patricks færden på onlineforummet. For jeg er endnu ikke stødt på en anden bog, hvor en akademiker fisker efter likes på sine anmeldelser af sex-eskapader. Hverken skårene i parforholdet eller Patricks degeneration udviklede sig til et meningsfuldt og tilfredsstillende hele, men isoleret set var segmenterne meget underholdende. 

Inderkredsen er altså en rigtig rodebunke af gode og dårlige elementer, og desværre formåede Skyggebjerg ikke at binde det hele sammen i en flot sløjfe. Den er bestemt ikke uden værdi, men den er afgjort heller ikke en moderne Hærværk i kvalitet.