Essay om Roberto Bolaño og de hjemsøgende forfatterskaber
Af Mathias Bernbom Andersen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Jeg ville egentlig skrive et essay om hvorfor jeg elsker Roberto Bolaño, men måske det blev lidt forskruet undervejs. Det handler mere om at være ude af stand til at slippe en forfatter, især en mørk og absurd én som Bolaño, og jeg skriver lidt om en afsindig passage fra hans gennemgående vanvittige 2666.
Jeg så et foredrag i mandags af Søren R. Fauth – Thomas Bernhard-oversætter og fan nummer ét. Det var også Bernhard, det handlede om, og i løbet af ca. halvanden time formulerede han sin dybe kærlighed til denne meget sure og polemiske østriger med hår som en grå fugl.
Undervejs beskrev han følelsen af ”at være kontamineret” af forfatterskabet. Det er et udtryk, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg synes det er en sej ting at sige om litteratur, man virkelig holder af, og det er noget, man kun kan misunde som udenforstående eller ukontamineret – kedeligt rask og uforpint, som så i det her tilfælde gjaldt for det meste af publikum, hvilket jeg i øjeblikket trøstede mig en smule ved.
For det er lidt som at være uvidende om en hemmelighed eller uden for en intern vittighed. Det er ligesom at være ekskluderet af kulten, og det er nok grunden til, man får en bitter fornemmelse af at høre på sine venner der taler lidt for længe og alt for godt om en bog, man ikke har læst.
Det gør jeg i hvert fald. Jeg synes vi skal tale om noget jeg kender i stedet. Man kan ikke kende det hele, og det er heller ikke alt der går lige i blodet.
Til gengæld er der nok ikke så mange der bliver interesseret i litteratur til at begynde med, uden at de netop har følt sig ”kontamineret” af en forfatter på et tidspunkt. Eller af en bestemt bogserie. Når man taler om kontamination, synes jeg også at det engelske ord smitten er godt, fordi det betyder forelsket, men på samme tid lyder som noget sygeligt på dansk. Det er som om man er ramt og rådvild af litteraturen. Man er blevet kompromitteret og nedlagt af den, og alt er anderledes bagefter, alt fra før virker som en fjern fortid. Forelskelse er sådan, og sygdom er sådan.
Sådan må litteraturen også være – i bedste fald. Lad os sige den bedste litteratur er parasitisk og sejlivet. Det er den, der ikke er til at komme af med igen, når man først har været i berøring med den. Og det klør over det hele, og man taber sig drastisk.
Tilfældet med Bolaño
Jeg vil gerne fortælle lidt om det tætteste, jeg selv er kommet på Søren Fauths Bernhard-kontamination og -besættelse (en slags livslang forelskelse for ham, så det kan jeg ikke hamle op med.)
Mit eget tilfælde skulle nu alligevel være chilenske Roberto Bolaño – den mest uhyggelige, ukrukkede og ubesværet cool, den sjoveste og mest melankolske forfatter, jeg kan tænke på for tiden. Og for dem der ikke kender ham, tror jeg han kunne udgøre en reel smittefare her i forårsmånederne (plus alle månederne fremover).
Hans romaner er nogle lurvede og asymmetriske uhyrer. Jeg tog en af dem med til Fanø for et år siden, og det var en voldsom idé. På en tur der mest bestod af at drikke snaps og kigge på sæler, lumpede jeg frem og tilbage fra havnen med den kolonorme 2666. Det blev ret hurtigt klart, at den er for vanvittig. Den udkom posthumt i 2003 og består af 5 dele på 200-300 sider hver – én af hvilke er den notoriske ”Forbrydelsernes del” som giver en klinisk gennemgang af 90’ernes kvindemord i Santa Teresa (en fiktiv spejling af den virkelige by Ciudad Juárez i Nordmexico). Så det er en rædslernes årti-opgørelse, og et gravskrift til den moderne verden. Det er også en detektivfortælling om tre akademikeres søgen efter den forsvundne mesterforfatter Benno von Archimboldi. Snart bliver det en krigsroman om denne Archimboldis tid på østfronten under 2. verdenskrig (på tysk side), og snart er vi igen i Santa Teresa, i det urmørke gravitationspunkt for næsten alle romanens fortællinger. Og dem er der mange af. Måske siger man ”sprudlende” for tit, men den her bog er virkelig sprudlende. Og den går over sine bredder, for at bruge en anden kliché; men det gør den godt nok. Jeg synes det er sådan en bedrift, hvordan historierne bløder sammen; med peripatetiske litteraturprofessorer og nazister med samvittighedskvaler; gale kunstnere og prostituerede, maquila-arbejdere og kartelbodyguards; sportsjournalister og måske, måske ikke: den mest produktive seriemorder i verdenshistorien.
Mysteriet om kæmpebabyen
I huset på Fanø var der en TV-stue med crocherede dækservietter og store blå reoler. Der gik jeg hen om morgenen og igen om aftenen med den monstrøse biblioteksbog. Jeg havde tyvstartet derhjemme, så efter nogle dage var jeg halvvejs, og det var her jeg mødte kæmpebabyen, hvis mysterium jeg nu vil forsøge at videregive.
Det er præcis 580 sider inde, og vi er midt i ”Forbrydelsernes del”. En 13-årig pige bliver fundet i El Obelisco, et slumkvarter i udkanten af Santa Teresa. Det er ikke rigtigt en bydel, men snarere en samling af skure for de allerfattigste. Det er en slags rasteplads hvor migranter fra den sydlige del af landet stopper for at overnatte, og om morgenen drager de spøgelsesagtigt videre til den næste plads, længere nordpå. Det er en mørk og realistisk beskrivelse – i stil med resten af de fremlistede kvindemord og gerningssteder – men så sker der noget vanvittigt. Læs med lige her. Hvis der har været et ”kontaminationsøjeblik”, vil jeg gerne pege på den følgende metaforiske byld på teksten (her bragt i Iben Hasselbalchs oversættelse, som jeg er ekstremt taknemlig og lykkelig for):
”Nogle kaldte den ikke El Obelisco, men El Moridero, ”Døsted”. Og de havde til dels ret, for der var ingen obelisk, til gengæld døde folk meget hurtigere end andre steder. Men der havde været en obelisk dengang byens grænser var anderledes, snævrere, og Casas Negras var en selvstændig by eller hvad man skal kalde det. En obelisk af sten, eller nærmere betegnet af tre sten der var lagt oven på hinanden og udgjorde en ikke særlig stilfuld figur, som dog med lidt fantasi og humor kunne betragtes som en primitiv obelisk eller en obelisk tegnet af et barn der lige er ved at lære at tegne, en monstrøs baby der boede i udkanten af Santa Teresa og gik rundt i ørkenen og spiste skorpioner og firben og aldrig sov. ”
Apropos al den snak om sygdom er der virkelig noget inficerende over den her frembringelse eller akutte ”fødsel” i teksten. Noget der bare fosser ind i forgrunden af fortællingen. Hvad i alverden sker der? El Obelisco har en obelisk, men den er skæv. Det ligner mere et barns tegning af en obelisk. Okay. Men barnet er en kæmpebaby, en urgud i ørkenen, og den stamper hvileløst rundt og spiser det revl den kan finde.
Der er noget utroligt gyseligt og primordialt ondt over den. Noget unheimlich og forkert. Det er nærmest en slags metaforisk mutation der sker i ultra få associationer, som om skriften producerer en svulst på sig selv. Og det kommer så i form af den her baby, der krabber ind på scenen, nærmest som et biprodukt af megareksien med hvilken romanen svulmer længere og længere ud over sine indledende skillevægge: En detektivhistorie – en krimi – et mord med en gerningsmand? Pludselig går der en baby rundt i Sonoraørkenen og slubrer firben i sig.
Skriftens mørke dampe
Dette lurende mørke finder man næsten i alt hvad Bolaño skriver. Tit er det en antydning af onde agenturer eller industrier, og mørklagte tandhjul der roterer lige ude af syne. I 2666 har vi epidemien af uforklarlige kvindemord, og som jeg godt kan afsløre, er det ikke værket af en enkelt galning, trods en del uhyggelige forbindelser. Der er snarere tale om en ekstremt effektiv traffickingring, og med tiden bliver det som om jorden selv spytter ligene op – som intet mere end Santa Teresas blånende afgrøder.
Måske er det ubegribeligheden, og usynligheden, af sådan en ondskab, jeg synes er gjort så absurd, poetisk og rædselsfuld i passagen om kæmpebabyen. Den formidler ondskabens ansigtsløshed, i ondskabens tidløse vakuum. Den krænges op og ind på scenen i bare en enkelt sætning, og da er den så grotesk og cancerøs i sin fysiske afbildning, at vi straks må forlade den, lade den forblive i det abstrakte.
Wayne Koestenbaum, som er digter og underviser på Harvard og Princeton University, skrev i Bookforum: ”I am addicted to the haze that floats above Bolaños fiction. ” Den formulering kan jeg også rigtig godt lide. Igen er det noget med mørke, beruselse og afhængighed, og det er da fedt at tale om litteratur sådan. Det passer især til Bolaño og hans skrifts syndflod, og de bagvendte fremmaninger der står tilbage i ebben. Det er nemt at se, hvorfor han får folk til at gribe efter de tunge og uhyggelige ord.
Jeg håber, han hjemsøger jer, som han hjemsøger mig.
Leave a Reply