Anmeldelse af Karl Ove Knausgård: Kødets ingeniører, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 10. juni 2025. Oversat fra norsk af Charlotte Jørgensen.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Kom med på en rejse gennem Karl Ove Knausgårds blik og tanker om, hvorfor romanen er vigtig, litteratur skal være langsom og en rejse gennem Rusland. Dét og mere til præsenterer han i Kødets ingeniører.
Kødets ingeniører er Knausgårds seneste samling af tekster bestående af 11 tekster fra perioden 2018 til 2024. Jeg fornemmer ikke, at der er en decideret rød tråd gennem de udvalgte tekster, men måske læsningen mere er en øvelse i at følge både deres og Knausgårds præmisser for, hvad litteratur og fordybelse kan:
“At huske læsninger er lidt som at huske smerte – vi kan beskrive hvad der skete, og hvordan det var, men uden de følelser der fyldte os dengang, og da det er følelserne som er smerten, er det skallen vi taler om, det der ligger tilbage efter den i hukommelsen. Smertens aftryk, ikke smerten selv. Læsningen er nærvær, det er at komme tæt på noget.”
Sådan præsenterer Knausgård litteratur og læsning i den første tekst Hvorfor romanen er vigtig, og således er grundstenene for min læsning af de resterende tekster lagt.
Bibelen og døden
Ligesom i meget andet knausgårdsk litteratur, kommer han også her ind på emner som døden og Bibelen. I samlingens titeltekst, Kødets ingeniører, beskriver han ved hjælp af Bibelen døden som noget vi ikke kan undslippe, men at det samtidig er noget, der en dag vil forsvinde:
“I Bibelen er døden djævlens værk, og den oprindelige tilstand udødeligheden. I Bibelen står der også at døden en dag vil forsvinde. I de dage vil mennesker søge døden og ikke finde den, står der. De vil længes efter at dø, men døden flygter fra dem. At undslippe døden, altså at få evigt liv, beskrives med andre ord som en straf, og det er forvirrende, for døden er frygtelig. Alt det vi ser, skal dø.”
Her kan jeg ikke lade være med at trække tråde til hans igangværende Morgenstjerne-serie, der i høj grad handler om døden og fraværet af den. Derudover giver han i sin tekst plads til tanker om, at livet får både næring og rum til udvikling gennem døden, og at døden på den måde er med til at forhindre stagnation. Det er super spændende læsning, som jeg er forsvundet helt ind i, og jeg er slet ikke klar til at bevæge mig videre til næste tekst, da denne slutter på side 49.
Fortællingen om Rusland
Den mest markante tekst i samlingen fylder over 120 sider og handler om Knausgårds reportagerejse gennem Rusland tilbage i efteråret 2017. Her bevæger han sig fra de mere kendte områder af landet, som Moskva, og rejser med tog til absolutte yderområder, hvor han møder mange forskellige mennesker på sin vej. Han snakker med tilfældige mennesker om, hvordan de oplever deres land, og hvilket billede de har af resten af verden. Mange af dem siger, at vi i Vesten har et helt forkert billede af Rusland som diktaturstat, men at regeringen gennem tiden tværtimod har formået at befri andre lande for fascister. Mange af landets indbyggere er overbeviste om, at Putin er en god mand, der gør meget godt for landet, men jeg synes nu, at jeg på en eller anden måde kan fornemme en bedrevidende undertone i teksten – er det mon Knausgårds holdning eller min egen?
Billedet af landet forandrer sig dog meget afhængig af, hvor de mennesker han snakker med bor. Han møder folk i yderområder, vi slet ikke kan forestille os, der nærmest er afskåret fra resten af verden, og deres opfattelse går således ikke hånd i hånd med de folk, han møder i de større byer, der kan have oplevelser som denne:
“(…) billedet af Rusland ude i verden. Du ved, vi er kendt som rough, unpleasant people og så videre. Det bryder jeg mig ikke om.”
En alsidig samling
Knausgård har i sin samling af tekster skrevet om emner som litteratur, kunst, udvalgte romaner som Fuglene og Madame Bovary, kunst, forelæsninger og sin reportagerejse gennem Rusland. Det har ikke været muligt for mig at nævne alle teksterne her, fordi jeg på den måde ikke ville kunne yde nogen af teksterne retfærdighed, men alle som én er jeg forsvundet ind i dem og deres forskellige fortællinger, og jeg ville have mere, da jeg havde vendt sidste side. Jeg føler på den måde, at jeg virkelig har fulgt det overordnede præmis, da jeg tænker tilbage på et citat fra den første tekst:
“Den underlige følelse man kan være fyldt af når læsningen er afsluttet, og man lægger bogen fra sig, og i nogle minutter stadig befinder sig i dens verden.”
Leave a Reply