Når grådighed forvandles til næstekærlighed

Når grådighed forvandles til næstekærlighed

Når grådighed forvandles til næstekærlighed

Anmeldelse af Lev Tolstoj: Herre og tjener, genudgivet på Gyldendal d. 30. maj 2024. Oversat til dansk af Marie Tetzlaff.

Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus

Foto: Laura Højberg Skovhuus

Det er vinter, og købmanden Vasilij Andrejitj Brekhunov er på vej mod sin nabo, som han vil købe et stykke skov af. Han skynder sig, så en anden købmand ikke skal snuppe jordstykket før ham. Men udenfor raser en snestorm, så vores hovedperson har taget sin tjener, Nikita med, så de kan hjælpe hinanden med at finde vej. Turen går på ingen måde som planlagt, og ender i stedet med at blive et spørgsmål om loyalitet mellem de to mænd.

I Herre og tjener møder vi Vasilij, der både er købmand og kroholder. Efter et familieselskab gør han sig klar til at køre mod sin nabo for endelig at købe det stykke jord, de længe har forhandlet om. Selvom sneen vælter ned og lander som et tykt tæppe overalt omkring ham, er han ligeglad:

”’Sikke dog et vejr,’ tænkte Vasilij Andrejitj. ’Det kan såmænd godt være vi ikke kommer frem, men der er ikke noget at gøre, forretninger! Nu har jeg gjort mig klar, og husbondens hest er spændt for. Vi kører, Gud vil stå os bi!’”

Udfordringer på turen

Selvom Vasilij har taget sin tjener, Nikita, med som både hjælper og vejviser, er begge mænd udfordrede i uvejret, og det hjælper ikke, at det nu er blevet mørkt, og at de flere gange er kørt af vejen.

Efter at være kørt forkert flere gange, have fået hjælp og selv efter Nikita er faldet ned ad en skrænt, fortsætter de. Det er først da deres hest, der trækker slæden, ikke kan holde til mere, at Vasilij overgiver sig til at gøre holdt for natten. Men han er ikke tilfreds:

”Vasilij Andrejitj rystede bebrejdende på hovedet ad det Nikita gjorde, ligesom han i det hele taget bebrejdede bønderne deres dumhed og manglende dannelse, og begyndte at indrette sig for natten.”

Det synes umiddelbart svært at holde af Vasilij, fordi hans grådighed har forvildet både ham selv, Nikita og den stakkels hest ud i en situation, der kunne være undgået ved blot at vente til snestormens ophør. Og dette for et sølle stykke jord.

Den længste nat

De overnatter midt i ingenting, fordi de ikke kan komme videre fra det sted, hvor hesten gav op. Vasilij har placeret sig i slæden, hvor han vil sove for natten, mens Nikita finder sig en plads uden for slæden.

Vasilij har svært ved at sove, og hans tanker er løbet på langfart. Han gennemgår langsomt sit liv, og hvad han har gjort og opnået. Særligt hans synder fylder hos ham:

”’Synder?’ tænkte han og kom i tanker om sin drukkenskab, de penge han havde drukket op, sine krænkelser af konen, sine skældsord, sin manglende kirkegang og overholdelse af fasterne og alt det præsten havde bebrejdet ham når han skriftede. ’Klart, der er synder. Men har jeg måske indgydt de synder i mig selv? Det er vel sådan Gud har skabt mig. Nå ja, det er synder! Men hvem slipper for dem?’”

Vasilijs møde med sin døende tjener

Til sidst får han nok, og beslutter at drage videre på egen hånd. Han snupper hesten, rider afsted og lader Nikita og slæden blive tilbage. Det er midnat og mørket ligger tykt omkring ham. En tid rider han rundt, indtil han rammer en slugt, og styrter. Det viser sig, at han er redet i ring og nu er tilbage ved slæden. Nikita har lagt sig i slæden, men er ved at dø. Da Vasilij ser sin døende tjener, sker et skifte i hans karakter. Først her begynder jeg at få sympati for Vasilij. For nu er det ikke længere vigtigt for ham, at han når at købe jordstykket, men det vigtigste er tværtimod at Nikita overlever:

”Men han tænkte hverken på sine ben eller sine hænder, kun på hvordan han kunne varme bonden der lå under ham.”

Jeg læser her en smuk personlig overgang i købmanden, hvilket taler meget til mine følelser – der trillede måske en tåre eller to ned ad mine kinder ved denne passage, som maler et næstekærligt billede af, hvad der kan ske med en købmand, når hans tjener ligger for døden. Efter min mening er Herre og Tjener et hjerteligt mesterværk af Tolstoj.