Anmeldelse af Torborg Nedreaas: Af måneskin gror der ingenting, udgivet på Turbine d. 5. juni 2024. Oversat fra norsk af Lotte Kirkeby.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Norske Torborg Nedreaas’ roman Af måneskin gror der ingenting fra 1947 udgives nu i en ny, dansk oversættelse. Sprogets poesi glitrer i måneskin, mens romanens indhold lægger sig som en tung, grå dyne over dens opslugte læser. Nedreaas skriver om fattigdommens fysiske og psykiske manifestationer, om kirkens syn på kvinders kroppe og kærlighedens destruktive kræfter. Det er en norsk klassiker, der skal læses med ømhed og opmærksomhed.
”Jeg tror ikke, at det er muligt for denne bog at dø” skriver Dorthe Nors i forordet til Af måneskin gror der ingenting. Romanen er stadig levende og nærværende 77 år efter, at den udkom for første gang; den syder af politik og samfundskritik, men også af universel, menneskelig længsel og endeløst begær. Nors sammenligner romanens forfatter, Torborg Nedreaas, med Tove Ditlevsen: Med henholdsvis ’norsk patos’ og ’Vesterbros sarkastisk-kyniske toneleje’, som Nors kalder det, skriver de begge om den elskende iagttager, der klamrer sig til selvdestruktionen ved at se sin elskede danse med en anden. Og det er netop denne uendelige længsel, som forfølger den kvindelige hovedkarakter i Af måneskin gror der ingenting.
Romanen indledes med en næsten Hamsunsk sætning: ”Jeg går og leder efter et menneske.” Det er et mandligt jeg som leder efter den kvindelige hovedkarakter, som en nat under måneskin har fortalt ham sin historie – og det er denne historie, som vi får fortalt igennem romanens 245 sider.
Første gang de to møder hinanden er en sen aften på en togstation. Om den kvindelige hovedkarakter ser ned i skinnernes afgrund eller venter på at stige på det næste tog, vides ikke – men da det mandlige jeg henvender sig til hende, følger hun med hjem til hans lejlighed. Her giver hun ham et valg: Hun vil give ham enten sin krop eller sin sjæl. Valget er hans. Og han takker ja til hendes sjæl. Da fortæller kvinden om det hemmelige forhold, hun som 17-årig havde til sin ældre skolelærer, Johannes. Og åh, denne Johannes. Det er denne mand, der bliver ved med at værke i hende og som for evigt opsluger og driver hende til al lykke og ulykke:
”Vi gik tæt sammen. Jeg fortalte om småting hjemmefra, og han fortalte småting fra drengetiden, og han skitserede lidt af den Johannes, der havde levet gennem årene, uden at jeg havde kendt ham, små fortrolige ubetydeligheder, der indtog deres plads i mig og blev siddende, og ja, gud, hvor den slags ting kan forankre et menneske i sit sind med fine, små tråde, som du næsten ikke mærker, før den dag, du prøver at rive dem op og opdager, at du er filtret ind i dem, og de er blevet en del af selve dig.”
Det er trådene, der hænger om den unge kvindes sind, som redes ud denne nat. Hun lader sin fortælling strømme frem; den fortælling, der er vokset i skyggen, og som aldrig har turdet se dagens lys: ”vi er alt for bange for at få det brændende sollys direkte på os. Vi længes efter solen, men vi føler os mest sikre i måneskin.” Kvinden er datter af en minearbejder, og på hendes familie har solen sjældent skinnet. Beskrivelserne af den lille mineby er mørke. Regnen og sneen er en fast følgesvend, kulden bider i magre hænder, og havets bølger styrter højlydt mod molen. Dagen er ikke lys, men grå. Hun fortæller om livet ved Minen, om huset, der lugtede af rotter og trængsler, og om sporene i sneen, når minearbejderne spyttede blod på vej op ad fjeldet. Hun foragtede menneskene og fattigdommen, hun hadede sin mor for hendes konstante selvopofrelse og dumhed, men mest af alt foragtede hun systemet, der holdt fattigdommen over arbejderne og tog deres liv som gidsel: ”Hvad min mor afslørede om vores klasses uvidenhed, den, som er tvunget ned over os, den, som vi med magt er blevet holdt nede af.” Det er begæret efter både viden og varme, der får hende til at ende i armene på læreren, Johannes.
Og det er også hos ham, at den største smerte skal findes. Forelskelsen i Johannes binder hende på hænder og fødder til en mand, der ikke kan gifte sig med hende. Da hun opdager, at et liv vokser i hende, er der derfor ingen anden udvej end at skille sig af med fosteret:
”Han sagde: Dig kunne jeg have giftet mig med. Ja, han sagde kunne have. Men jeg var lykkelig, en stor og smertende lykke. Kunne have – ? Jeg kunne have fået lov til at bære ham videre i mig og føde nyt liv af ham og mig, jeg kunne have fuldbyrdet det, som naturen vil med os, når den gør kærligheden til det, som kirken og dumheden kalder synd.”
Nedreaas skriver frygtløst om et kvindeliv, hvor abort er illegalt, og hvor mænd og kirken bestemmer over kvinders kroppe. Selvom tiden (heldigvis) har ændret sig siden, er den unge kvindes begær, længsler og forelskelse dybt genkendelig. Sproget er sikkert og smukt, fortællingen både fangende og hjerteskærende, og romanen en stærk klassiker til tiden. Den læses bedst under måneskin, i en melankolsk time, med rum til at lade sig falde ned i fortællingens dyb og lade sig opsluge.
Leave a Reply