Anmeldelse af Knut Hamsun: Pan, udgivet på Gyldendal d. 22. november 2021. Sproglig revidering ved Ida Jessen.
Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen
Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen
Fra det ubevidste sjæleliv trækker Knut Hamsun en fortælling op, der emmer af lyst, drift og naturmystik. Pan udkommer første gang i 1894, nyromantikkens højtid, hvor det indre følelsesliv møder den lyriske litteratur. I dette møde skabes elskovsbarnet Pan, der drager sin læser til sig, tone for tone.
Omringet af skov, i en hytte i Nordland, bor romanens fortæller løjtnant Thomas Glahn med sin hund Æsop som eneste bofælle. Som ”skovens søn” er det naturen og særligt jagten, der fylder eneboerens dage. Fristedet bliver dog langsomt mørknet, da to kvinder ikke kan modstå Glahns ”dyreblik” og trækker ham ind i den sociale verden til udflugter og bal. Den ene er den hjerteknusende og højtstillede Edvarda, hvis kærlighedsforhold til Glahn udvikler sig til et psykologisk magtspil med smertelige konsekvenser. Den anden er den hengivne, men gifte Eva, hvis hjerteskærende skæbne står rungende tilbage i fortællingens afgrund. Afgørende i skildringen af de to forhold er dog den kropslighed, der knytter sig til lidenskaben og strømmer igennem hele romanen:
”I dette øjeblik kom et menneske hurtigt hen mod os, alle så hende, det var Edvarda. Hun kom lige imod mig, hun taler lidt, kaster sig om min hals, klemmer armene om min hals og kysser mig flere gange på munden. Hun siger noget hver gang, men jeg hører ikke hvad det er. Jeg forstod ikke det hele, mit hjerte stod stille, jeg havde bare et indtryk af hendes brændende blik. Da hun slap mig gik hendes lille bryst op og ned. Der stod hun med sit brune ansigt og brune hals, høj og smal, med spruttende øjne og fuldstændig hensynsløs; alle så på hende.”
En fortællers beretninger
Det, der gør Pan til en ekstraordinær læseoplevelse, er kompleksiteten i fortællerrollen. Fortælleren Thomas Glahn er et splittet menneske, et nervemenneske, hvis ustabile følelsesliv påvirker det fortalte. Som læser er man hele tiden i tvivl om, hvor ens sympati ligger, og dét gør romanen interessant. Den viser menneskets jalousi, vrede, længsel, usikkerhed og frustration. De mange lag gør, at man hele tiden skal søge efter det usagte – og det er netop det usagte, det ubevidste, der gør karaktererne interessante og relationerne autentiske:
”Da gjorde jeg noget jeg fortryder og endnu ikke har glemt. Hendes sko faldt af foden, jeg greb den og slyngede den langt ud over vandet, af glæde over at hun var nær eller af trang til at gøre mig gældende og minde hende om at jeg var til, – jeg ved det ikke. Det hele gik så hurtigt, jeg tænkte ikke, jeg fik bare den indskydelse. Damerne opløftede et skrig. Jeg blev som lammet over det jeg havde gjort, men hvad nyttede det? Det var gjort.”
Nyt indbundet liv
De sidste par år er der opstået en tendens, hvor der lægges afstand til billigbogsserierne, hvis paperback-form de fleste nok forbinder med 70’erne. Selvom billigbøgerne havde deres egen charme, så kommer det øgede fokus på bøgers æstetik helt sikkert Pan til gode. Lærredsindbundet i dæmpet grøn med skinnende guldtryk indrammes Knut Hamsuns klassiker på smukkeste vis. Med sit ædle ydre og psykologiske indre sidder man tilbage med en bog, der vil blive beundret i generationer.
Leave a Reply