Anmeldelse af Theis Ørntoft: Habitat, udgivet på Gyldendal d. 23. maj 2025.
Anmeldt af Mette Temberg Fjederholt
Foto: Mette Temberg Fjederholt
Theis Ørntofts tredje roman er et vanvittigt portræt af en forfatter, hvor alt bliver gransket, og intet er for privat til at blive offentliggjort. Ørntoft fastholder ærligheden til et næsten uudholdeligt punkt, hvilket tvinger læseren til at se på den ulykke, der foregår lige for øjnene af os. Habitat er på én gang hæsblæsende og tænksom, den er foruroligende og håbefuld, og det er den bedste danske roman, der er skrevet i mange år.
De menneskelige indfald
”Her i bilen, med januar-mørket omkring mig, på vej mod Jylland, føler jeg mig som et kældermenneske. Lys og velklædt udenpå, mørk og suspekt inden i. Jeg har fordækte planer, føler jeg. Hvad er det så for fordækte planer? Hvad fantaserer jeg om? Hvis jeg giver fuldstændig slip, hvis der ingen love eller regler fandtes?”
Ovenstående citat indkapsler for mig bogens ene spor. Romanens hovedperson Theis bruger meget af sin tid på at studere sit eget væsen i det samfund, han er en del af. Theis føler sig fremmed for sig selv, og verden omkring ham fremstår skiftevis utilgængelig, asynkron og uforståelig for ham. Resultatet er en grænsesøgende adfærd, som simultant giver ubehag og forståelse hos mig.
Er Theis værd at elske?
Ørntoft berør mange emner i løbet af bogens 574 sider, og menneskets sårbarhed og relation til andre dukker løbende op med forskellig intensitet og indgangsvinkel. I løbet af en udlandsrejse med en ungdomskæreste får Theis en række overvældende angstanfald, som han ikke selv kan håndtere. Beskrivelsen af angsten og dens ukontrollerbare væsen er én ting, men beskrivelsen af den efterfølgende dårlige samvittighed og manglende tro på egne evner og værd, er rammende og giver Theis en dybde og sårbarhed, som klæder romanen. Det er forfriskende at læse et så nuanceret portræt af en moderne mand. En mand, der oplever alt fra pornoanhængighed og en trang til at dulme sit indre i alkohol, til en mand, der reflekterer over sit eget værd i verden, og over hvorvidt mennesket kan trives og danne meningsfulde relationer i samtidens samfund.
Habitat er en fortælling om et menneskes undergang. Det er en fortælling om, hvordan Theis bryder sammen og forbliver i dette sammenbrud ude af stand til at slippe væk – i en slags uduelig tomgang.
”Man skal kunne klare sig selv. Det ved du godt, ikke? Et menneske skal kunne bære sin egen vægt, lærte dine forældre dig ikke det? Alle de angstanfald, al den medicin, alle de ting, du ikke kan. Det gider vi ikke se på”.
Der er et før og et efter
Jeg måtte flere gange lægge bogen fra mig, fordi den er voldsom og til tider ubehagelig at læse. Ørntoft skriver, så billederne springer frem på nethinden, og når fortællingen er grusom, bliver synet det også. Men Habitat er sublim litteratur. Den kaster de foruroligende sider i mennesket tilbage mod os selv. Den tvinger os vestlige demokrater til at se vores hykleriske adfærd med scener, der sætter varige spor. Den minder os om alle de indfald, vi mennesker får i løbet af livet, og den viser os, hvor sårbart og hårdt det kan være at være menneske. Et sted i romanen står der:
”(…) hvor internettet på mange måder komponerer en daglig kollektiv roman, en myriade af rodnetslignende stories, der farer rundt og forbinder sig, bliver til klumper, danner formationer af links, holdningstrends og mikronarrativer, det hele vævet sammen og opløst igen med lysets hastighed, kan det af og til være vanskeligt at se, hvad romanen skal stille op som det spejl for menneskelivet, den engang var”.
Citatet er et eksempel på, hvordan Theis gennem romanens forløb har interne diskussioner med sig selv om stort set alting. Det kan være om hans forhold til prostituerede, nyheder, porno, dyr og kryb i huset, haver, naboer eller som her; om litteratur og menneskelivet. Tankerne bryder romanens øvrige handling op, og læseren får lov til at flyve med på en tankerække, som stod man inde i Theis’ hoved og så tankerne blive til i realtid. Samtidig er Habitat et godt bud på en roman, der fungerer som et spejl for menneskelivet. Den kan bidrage med en indsigt i vores samfund og dets idealer, mens den sætter ord på den eksistentielle angst, som mange måske kan genkende, når vi bliver konfronteret med klimakrise, krig, hungersnød og vores egen andedam som kontrast.
Når jeg anbefaler, at man skal læse Habitat, så gør jeg det af flere grunde. Hvis man har læst hans tidligere romaner – Solar og Jordisk –, så skal man læse Habitat for at blive suget med ind i forfatterens hoved og se, hvad det koster at lave stor litteratur. Når tilværelsen er blevet konform og magelig, skal man læse Habitat for at se verden med skærpet blik. Hvis livet gør ondt, skal man læse Habitat for at se, at der findes kærlighed og håb et sted derude. For selvom Habitat er dyster, og hovedpersonen Theis mest af alt har lyst til at isolere sig fra verden for at skrive, så er den samtidig håbefuld og kan måske fungere som et anker i tilværelsen. Det gjorde den i hvert fald i mit tilfælde.
Leave a Reply