Anmeldelse af Kim Fupz Aakeson: Bådens navn, udgivet på Gyldendal den 5. marts 2018
Anmeldt af Kristine Strandsby
Foto: Bogens omslag / Gyldendal.dk
Susanne er gift med Mogens, arbejder som fængselspræst, og så taler hun jævnligt med Gud. En dag lader hun Mogens drukne, og det kaster et nyt og mørkt lys over hendes ellers trivielle tilværelse. Bådens navn er fortællingen om menneskeligt forfald. Og det er ikke blot en velskrevet og underholdende fortælling, men også en tankevækkende beretning om værdien i gode relationer og rummelighed.
Anmeldelse af Kristian Husted: Vahid, udgivet på Lindhardt og Ringhof den 29. januar 2018
Anmeldt af Kristine Strandsby
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
Vahid er erindringerne om den iranske flygtning Vahid Evazis rejse op igennem Europa via den velkendte Balkanrute. Dette er absolut ikke nogen nem rejse, men derimod én, som både indeholder store udfordringer og sorger, og sætter fokus på værdien af venskaber. Og det hele sættes på spidsen af, at flygtningen Vahid i virkeligheden er den danske Kristian Husted.
Anbefaling af Svend Åge Madsen: Af Den Anden Verden, udgivet på Gyldendal d. 12. oktober 2017
Anbefalet af Kristine Kold Vestergaard Strandsby
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
En dag lykkedes det en gruppe KZ-fanger at flygte fra deres fangenskab og slå sig ned på fjerne kyster, hvor de ihærdigt forsøger at etablere et nyt samfund. Udfordringer er der rigeligt af, for alle fangerne har mistet deres hukommelse og må starte forfra med alt. Denne udfordring danner grundlaget for en vidunderlig, medrivende historie om menneskehedens (ny)skabelse i en fremmed verden, i en ny tidsalder med et nyt og finurligt sprog.
Anmeldelse af Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026, udgivet på Gyldendal d. 12. august 2017
Anmeldt af Kristine Kold Vestergaard Strandsby
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
April 2026 er en tankevækkende roman om en nær fremtid, hvor internettet har overtaget og selektivt er begyndt at sortere i, hvad folket skal have adgang til. En af de ting, der må vige pladsen, er kunsten. Tabet af kunsten rejser en række spørgsmål om, hvad det egentlig er, som knytter mennesker sammen på tværs, og om vi overhovedet har brug for kunsten i et moderne samfund.
Med rødder dybt i den verden, der omgiver os, og med en realisme, der gør bogens mareridt til kun alt for nær virkelighed, skildrer Karin Boye med romanen Kallocain fra 1940 det etiske kollaps i et samfund, hvor mennesket mister den sidste ret til privatliv – retten over sine egne tanker.
