Anmeldelse af Herman Bang: Ved vejen, genudgivet på Gyldendal d. 24. november 2020.
Anmeldt af Arvid Kühne
Foto: Arvid Kühne
Herman Bangs hovedværk, Ved vejen, er en sørgelig fortælling om Katinka, der forelsker sig i Huus. På grund af hendes ægteskab med Bai, er dette en umulighed, og i takt med at fantasien om den ægte kærlighed svinder bort, sygner Katinka lige så stille hen. Inden for Bangs forfatterskab behandler han på overfladen ikke noget nyt her, men romanen har alligevel visse særprægede kvaliteter, der gør den meget mindeværdig.
De fleste elever har nok stødt på Herman Bang gennem skoletiden, hørt om hans ”stille eksistenser”, lavet tompladsanalyser og så videre. Hans unikke skrivestil, der konsekvent tilbageholder information, egner sig perfekt til skolebrug. Derfor var det helt underligt, til tider befriende, for mig at kunne få lov til at læse et af hans værker, uden at have analysebrillerne på.
Hvem taler?
Romanen var en overraskende snørklet læseroplevelse, for Bang springer ofte videre uden at markere det. Udover kernehistorien om Katinka, indskyder Bang også alle mulige sætninger uden kontekst, og der er et utal af karakterer med, som læseren ikke aner hvem er, eller roder sammen med en anden karakter. Selvom det nok er en helligbrøde at sige det, var disse dele af romanen faktisk lidt frustrerende og træge for mig at komme igennem. Det vakte minder om mit mislykkedes forsøg med Idioten af Fjodor Dostojevskij, der ligeså krævede en karakterliste for at følge med. Ironisk nok ender det sikkert med, at jeg må genlæse Ved vejen med de førnævnte analysebriller fra gymnasietiden. Dog fungerer Bangs fragmenterede dialog rigtig godt da Katinka, Bai og Huus er til et karneval, hvor dets totale kaos blev knyttet perfekt sammen med den fragmenterede skrivestil, hvilket skabte et levende og farverigt billede af den festlige tumult.
”Huus havde købt Katinka en lille japanesisk bakke i markedsgave. Hun gav ham en honningkage.
– Hva’ sagde Bai. Gi’er du Huus honningkage … Gi’ ham et hjerte …
– Madam, råbte han op. Et hjerte her …
– Et hjerte – min herre – med vers …”
En uselvisk heltinde
Nu hvor jeg har begået impietet mod et højtrespekteret værk, vil jeg dog påpege, at selve historien om Katinka er virkelig smuk. Under læsningen kom jeg ofte til at tænke på Amalie Skrams roman, Constance Ring, da værkerne behandler mange af de samme tematikker, og har en lignende historie. Men den nuance, jeg synes romanen i den grad manglede, med dens overfladiske insisteren på en helt og holden uskyldig heltinde, samt dens irriterende nonchalante persongalleri, er i stedet at finde i Ved vejen. Selvom Bang laver tydelige kritikker af kvindesynet i samfundet fra hans tid, bliver han aldrig moralprædikende. Bai bliver ikke fremstillet som en ondsindet mandschauvinist, deres ægteskab ikke som et rædselsfuldt helvede. Og det er netop derfor romanen gør så ondt, fordi den skaber en autenticitet. Karaktererne føles levende og varme, plottet føles virkelighedstro. Som læser køber man rent faktisk Katinkas uskyld. Det var især rørende at læse om den kærlighed Katinka skænkede til de andre kvinder omkring hende fra et tilsyneladende bundløst kar. Det var smertefuldt hvordan dette først blev gengældt hen mod Katinkas undergang. Jeg kan ikke lade være med at forbinde Bangs fortællinger med spøgelseshistorier, for hans kvindelige karakterer minder så meget om gengangere. De er usete væsner, der sidder fast i fortidens håb og drømme, indtil de bliver helt gennemsigtige og svinder hen.
Leave a Reply