Anmeldelse af Michel Bussi: Tiden er en morder, udgivet på People’s Press d. 29. november 2019, oversat af Anders Juel Michelsen
Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg
Foto: Julia Duyvejonck Frøberg
Elektrakomplekser, stereotype kvindefigurer, stædige og (til tider) magtliderlige mænd, kvinder, der vil bryde fri, begær, uløste affærer og saboterede køretøjer præsentereres for læseren i Michel Bussis krimiroman Tiden er en morder. Bogen er fyldt til randen med spænding og søger sandheden om en bilulykke, der skete for 27 år siden, men man undrer sig lidt over, om det feministiske fokus måske har fået for meget spillerum.
Anmeldelse af Sara Omar: Skyggedanseren, udgivet 26. november 2019 på Politikens Forlag.
Anmeldt af Ditte Plauborg Larsen
Foto: Ditte Plauborg Larsen
Livets hårde siderkan ramme tidligt og kontinuerligt. Det er virkeligheden for Frmesk, både som barn, ung kvinde og voksen. Skyggedanseren, opfølgeren til Sara Omars debutroman, Dødevaskeren, er en eksplosion af liv, håb, vold og ødelæggelse og en utrolig skildring af en udsat kvindes indre kvaler. Det er denne kvindes drøm om frihed og ligeværd, om retten til at bestemme selv. Og det er fortællingen om de drømme, der knuses igen og igen, blot for at genopstå.
Anmeldelse af Elena Ferrante: Det lejlighedsvise indfald, udgivet på C&K d. 28. november 2019. Oversat af Nina Gross
Anmeldt af Simone Eriksen
Foto: Simone Eriksen
Elena Ferrante er pseudonymet på en af Italiens største samtidsforfattere, men personligt kender jeg hende kun fra Napoli-kvartetten. Derfor spirrede nysgerrigheden kun, da jeg så, at hendes klummer, som hun har skrevet for britiske The Guardian, blev udgivet som et samlet værk.
Anmeldelse af Viktoria Jäderling:Åh Lunargatan, udgivet18. juni 2019 på Forlaget Silkefyret, oversat til dansk af Maria Pedersen
Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen
Foto: Cecilie Bøgh Pedersen
ViktoriaJäderlingsforfatterdebut, Åh Lunargatan, er en samling af noveller, som på én og samme tid handler om alting og ingenting. Faktisk er det svært at koge både novellesamlingen og de enkelte noveller ned til nogle få beskrivelser, der passende kan indramme, hvad Åh Lunargatan egentlig er. Men de har dog én sikker ting til fælles: Alle novellerne indeholder både absurde og smukke beskrivelser, der få læseren til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang.
I efteråret 2018 stod jeg i en aarhusiansk boghandel med en virkelig elegant bog i hånden. Den havde et mat, rosa omslag og titlen stod med slankebogstaver: Vinter-eventyr. Billeder af iskolde krystalpaladser og rimfrostblomster dukkede op på min nethinde. Jeg fik bogen i julegave, og da jeg begyndte at læse fortællingerne i den, opdagede jeg, at de udgør mere end et smukt vinterlandskab. Meget mere – og andet.
