Anmeldelse af Olga Ravn: Den Hvide Rose, udgivet på Gyldendal d. 18. august 2016
Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Omslaget på Den Hvide Rose af Olga Ravn er delvist sart og smukt med sin bløde, mintgrønne farve, og grumt og en smule kitschet med flydende hvide bogstaver a la 90’ernes Gåsehud-serie og skrigende neontryk af forfatterens navn. Denne forening af det sarte og skønne med det gyselige og profane er et perfekt billede på den tekst, som gemmer sig inde bag grafikken. Den Hvide Rose er nemlig fyldt med vidunderligt mættede stemningsbilleder som blander det æstetisk mystiske billede af den hvide rose med sygdommens og kroppens både ulækre og uhyggelige forfald.
Anbefaling af Jan Poulsen: David Bowie – Starman 1947-2016, udgivet på Gyldendal, 25. maj 2016
Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
I januar gik et af det 20. og 21. århundredes allerstørste ikoner, David Bowie, bort, efter at have udsendt den plade, der skulle vise sig at blive hans svanesang, Blackstar. Siden har forfatter, journalist og Bowie-fan Jan Poulsen udarbejdet en opdateret version af sin biografi af stjernemanden, og hans mange facetter udfoldes endnu engang. Starman er en grundig, interessant og formentligt definitiv biografi over Bowies karriere, indflydelse og virke – også set i specifik dansk sammenhæng. Og så er det et fint farvel til Major Tom, der svæver rundt i sin ”tin can” højt hævet over planeten Jorden, med kurs mod både Mars og stjernerne.
Anbefaling af Nis-Christian Bredholt: Freischwimmer, udgivet på Forlaget Gladiator d. 23. marts 2016
Af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk
Gladiator promoverer romanen Freischwimmer som forlagets første udgivelse inden for genren Mixed Media, hvor prosa, lyrik og visuelle indspark blandes i en tilsyneladende regelløs masse af ord og billeder. Alligevel fremstår Nis-Christian Bredholts bog som et helstøbt, stringent og ikke mindst minimalistisk værk, som rører læseren når det er stærkest på grund af dens æstetiske, men stadigvæk brutale og ærlige beskrivelser af en nådesløs sygdoms fremgang. Vi ser et menneskes forsøg på at bryde med fortiden, for i sidste ende at komme til tåls med den.
Essay om William Shakespeares The Taming of The Shrew og manglen på ambiguitet i dens senere genfortællinger samt anmeldelse af Anne Tylers Eddikepigen, udgivet på Modtryk d. 3. juni 2016.
Af Mia Nikander
Fotograf: Mia Nikander
Shakespeare er kendt som en af de største forfattere gennem tiden, og med sådan en titel undgår man sjældent kontroverser og stærk kritik, hvad end det er i ens egen levetid eller i de efterfølgende århundreder. Komedien The Taming of The Shrew er et tydeligt bevis på dette, da stykkets slutning har skabt stærk debat om Shakespeares holdning til kvinder, ligesom det har været til stor diskussion, hvorvidt stykket skal forstås bogstaveligt eller som en kritik af patriarkalske værdier. Denne ambiguitet er en stor og vigtig del af stykket, men den synes desværre at gå tabt i nyere genfortællinger.
Anmeldelse af Chigozie Obioma: Vi var Fiskere, udgivet på Forlaget Klim d. 17. august, 2016
Anmeldt af Mathias Bernbom Andersen
Foto: Bogens omslag / klim.dk
Den nigerianske forfatter og internationale sensation Chigozie Obioma har med Vi var fiskere skrevet en stor fortælling om brødre og en families sammenbrud; en coming-of-age-historie, der rejser til smukke sproglige højder og tunge, tragiske dybder. Det er hjemsøgende læsning og en fremragende debutroman.