Et essay om Karl Ove Knausgårds Min kamp bd. 5
Af Alen Causevic
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
I femte bind af Min kamp er Knausgård flyttet til Bergen for at gå på Skrivekunstakademiet. Desværre lever hans skriveevner ikke op til niveauet, hvilket udløser et hav af dumme og selvdestruktive handlinger. Forfatterdrømmen vipper på bjergskråningen som aldrig før, men inspirationen fra et ukendt digt og flere års kamp giver til sidst positive resultater.
Knausgård og Carrie
Sekstende afsnit i sæson tre af Sex and the City afsluttes ikke overraskende på en bar i New York. Her er den evigt fashionable Carrie Bradshaw ude med en flok desperate single-kvinder. De har oprindeligt tilmeldt sig et todages seminar, hvor Carrie skal undervise og rådgive om, hvordan mænd fungerer og ikke mindst om, hvordan kvinderne skal få fat i disse fremmede væsner. Men siden Carrie er en elendig underviser, tager hun i stedet kvinderne med til en bar, hvor de rent faktisk kan møde disse mænd, de så ihærdigt jagter. I de sidste sekunder inden skærmen langsomt sortner, og den jazzende sambamusik spiller til rulleteksterne, funderer Carrie over følgende citat: ”Dem, der ikke kan handle, underviser. Dem, der ikke kan undervise, handler. ” You go, girl!
Når jeg sidder derhjemme en tilfældig onsdag aften og ser Sex and the City med min kæreste, er Min kamp det sidste, jeg tænker på. Men når selveste Carrie Bradshaw pludselig tænker noget, der uden tvivl kan appliceres på og bruges i en analyse af romanen, ja, så bliver jeg virkelig overrasket.
Bergen er den nye kulisse i femte bind af Min kamp. Knausgård er flyttet dertil for at gå på Skrivekunstakademiet, noget der længe været hans store ønske, og fra begyndelsen forventer han, at når året er omme, vil hans tekster blive udgivet, og han dermed være en rigtig forfatter. Desværre viser det sig, at året på akademiet mildest talt er en fiasko. Metoden på akademiet er ellers simpel: Otte studerende og to undervisere læser de studerendes tekster, hvorefter teksterne diskuteres i plenum. Deres første opgave er at skrive poesi, og Knausgårds digt får følgende respons af underviser Jon Fosse:
“Han sagde at han godt kunne lide Astrup, og at jeg ikke var den første der havde skrevet om et Astrup-billede, det havde Olav H. Hauge også gjort. Så begyndte han på selve digtet. Den første linje, sagde han, er en kliché, den kan du strege ud. Den anden linje er også en kliché. Og den tredje og den fjerde. Det eneste af værdi i dit digt, sagde han efter at have forkastet hver eneste linje, er ordet widescreen-himmel. Netop det har jeg ikke set før. Det kan du beholde. Og så stryge resten.”
For første gang siden Knausgård begyndte at skrive, tvivler han inderligt på sine evner som forfatter. Lignende kritik modtager han for næsten alt, han skriver, uanset om det er poesi eller prosa. Det knuser ham fuldstændigt, for: ”Det kan ikke passe, jeg er jo kommet ind! ” tænker han. Problemet er, at han i forvejen er overbevist om, at han er så dygtig en forfatter, at han burde udgives. Han betragter ikke Skrivekunstakademiet som en skole; et sted hvor han i kraft af de opgaver, han bliver stillet, og i dialog med de andre studerende først nu skal øve sig på at forfine det talent, han fra naturens side er rustet med. I stedet anskuer han akademiet som en slags mellemstation, et sted han hastigt og overlegent skal suse forbi, så han kan nå sit virkelige mål: At blive udgivet.
Dette viser sig dog hurtigt at være meget sværere end forventet, og inden længe giver han næsten op. Kritikken fra akademiet bliver så gennemgående, at han pjækker de sidste seks måneder, og responsen fra vennerne og afslag på afslag fra diverse tidsskrifter bekræfter blot hans dystre anelser. Selvhadet vokser ustandseligt, han forsøger at drikke det væk og opfører sig som en destruktiv galning, men intet nytter. Han kan ikke nå ind i teksten. Distancen mellem ham og litteraturen er som en glasdør, han ikke kan knuse. På den ene side af glasset står litteraturen, på den anden står han. Han kan se litteraturen gennem glasset, den er lige for næsen af ham, men lige meget hvad han gør, kan han ikke nå den. Han kan ikke selv skrive den.
Nedtrykt må han erkende, at han simpelthen ikke har det, der skal til, og altså ikke er forfatter:
“Det var den samme roman jeg var kommet ind på, og der var ingen udvikling at spore i den, jeg skrev på præcis samme måde nu som jeg havde gjort dengang, så hele året havde været spildt, den eneste forskel var at da jeg var kommet ind, troede at jeg var forfatter, i modsætning til at jeg nu, hvor jeg forlod stedet, vidste at jeg ikke var det.”
Men hvad i al verden har Knausgårds utilstrækkelighed som forfatter at gøre med Carrie Bradshaw? Kan hendes citat virkelig appliceres på romanen? Ja, det kan det. Da jeg så det pågældende afsnit af Sex and the City, fik jeg utroligt nok kuldegysninger ned ad ryggen. Jeg indså, at Knausgård i femte bind af Min kamp bilder sig selv ind, at han er én af dem, som ikkekan skrive selve litteraturen og derfor må stille sig tilfreds med at skrive om litteraturen. Altså, Knausgård føler og tror, at han ikke kan handle og derfor må undervise. På den måde sidder Carrie med en Martini i hånden på en hip New York bar og åbenbarer over for mig, hvordan hun og Knausgård hænger sammen som hinandens modsætninger: Hun kan handle, men ikke undervise. Han kan undervise, men ikke handle.
Knausgård og Celan
Et af Knausgårds litterære idoler i bindet er digteren Paul Celan. Mere specifikt gør digtet ”Dødsfuga” et enormt indtryk på den unge Knausgård, som øjeblikkeligt sanser, at Celans skrivekunnen er ekstraordinær. Fascinationen er så stor, at Knausgård lader hele digtet trykkes i Min kamp, hvor han som ung mand læser det op for Yngves kæreste, Ingvild, som han er forelsket i. Således beskrives hans første møde med Celan:
“Jon Fosse læste et digt af Paul Celan, det hed Dødsfuga, og det var mørkt og hypnotisk og uhyggeligt, og jeg læste det igen om aftenen derhjemme, og hørte den messende måde Fosse havde læst det på for mit indre øre, og jeg fandt det lige så hypnotisk og uhyggeligt der, omgivet af mine egne velkendte ting, som alene ved at disse ord gik gennem mit hoved, mistede det velkendte ved sig, også de blev vævet ind i digtet, og mørke blæste gennem digtet, for stolen var bare stol, død; bordet bare bord, dødt; og gaden udenfor, den lå tom og stille og død i mørket, som ikke kun kom fra himmelen, men også fra digtet.”
Første gang jeg selv læste ”Dødsfuga”, havde jeg omtrent samme oplevelse som Knausgård. Digtets stemning slugte mig og mine omgivelser i én mundfuld. Pludseligt befandt jeg mig på en sort skillelinje mellem bevidsthed og underbevidsthed, og det eneste jeg kunne begribe, det eneste jeg kunne føle, var en gennemborende melankoli. En følelse af inderlig sorg, som jeg tidligere kun har følt ved min morfars begravelse, sad i brystet på mig som en sten mellem to klipper. Intet, absolut intet, kunne rokke den fri. Følelsen fulgte mig i flere timer bagefter, og lige siden har jeg haft den opfattelse af ”Dødsfuga”, at det er noget overjordisk. Det er et digt, som ikke er et digt. Det er en tekst, som ikke er en tekst, men faktisk noget andet; noget der i mit indre tager form som en slags hellig, metafysisk genstand, jeg hverken helt kan gribe eller granske.
“Dødsfuga” er en aftrækker på en pistol, en play-knap på et anlæg, en passage af ord, som bevæger sig ud over litteraturen, ud over det, som litteraturen hidtil har kunnet. Digtet formår helt nøjagtigt at sprogliggøre og gengive det fuldkomment ubegribelige og unævnelige, som i dette tilfælde er jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig.
Netop evnen til at sprogliggøre det usigelige, det som sproget umiddelbart ikke kan favne, er den primære grund til, at Knausgård holder så meget af lige præcis Celan. Flere gange understreger han, at skrivekunsten ikke kun ligger i selve teksten på papiret, men nærmere i stemningen som denne afføder. Det er stemningen, der overvælder og påvirker læseren. Dette gør den, fordi god litteratur ikke blot er konkrete ord, men alt det sproget i sin semiotiske karakter sætter i gang. Det er de konnotationer, som sproget vækker hos læseren. De indre billeder og dertilhørende følelser. Stemningen, som teksten hensætter læseren i. Det er derfor, at man med et så kryptisk digt som ”Dødsfuga” i dagevis efter at have læst det, også selvom man ikke forstår det, er overvældet og indhyllet i dets dystre og dragende stemning. Digtet er afgørende for Knausgård, fordi det lykkes med netop det, som han selv forsøger at gøre i Min kamp. På samme måde som ”Dødsfuga” gengiver billedet, følelsen og stemningen af Holocaust, ønsker Knausgård at gengive selve livet og dermed opløse afgrunden mellem ham og litteraturen og alt andet i tilværelsen.
Som det femte bind skrider frem, ændres Knausgårds liv radikalt. Han møder Tonje, som han øjeblikkeligt bliver så forelsket i, at han et år senere gifter sig med hende og forsøger at slå sig til ro. Endvidere lykkes det ham at skrive noget oprigtigt, noget dybtfølt, som et forlag vil udgive. Hans korte tekststykker vokser sig langsomt længere og længere, indtil de til sidst bliver til debutromanen Ude af verden (1998). Men et eller andet er stadig ikke, som det skal være. Selvom Knausgård nu er udgivet, romanen sælger glimrende, og han vinder Kritikerprisen, kan han ikke ryste følelsen af håbløshed af sig. Ægteskabet med Tonje går dårligt, og en aften drikker han sig fuld og er hende utro. Nøjagtigt ligesom med de andre kærester før hende. Han har angst til op over begge ører, skammer sig af hele sin sjæl, og når ræset omkring debuten er overstået, er tilværelsen ligesom før. Intet synes at have forandret sig.
Pludselig en dag efter et år med konstant paranoia over sin utroskab ringer telefonen. Manden i den anden ende beskylder Knausgård for at have voldtaget hans kæreste et år tilbage. Den rystede og befippede Knausgård erkender nu alt over for Tonje, og ægteskabet er herfra i opløsning. Langsomt, men sikkert som en bouillonterning over en gryde med kogende vand, smuldrer det, opløses og bliver til ét med den boblende væske.
I et sidste forsøg på at redde ægteskabet er Knausgård tre måneder i isolation på en øde ø, hvor han håber på at skrive, men i stedet ikke laver andet end at læse, ryge og spise knækbrød, fisk og appelsiner. Som eneste trøst læser han digteren Olav H. Hauges dagbøger. Hauge og tiden i isolation inspirerer ham på følgende måde:
“det eneste jeg tænkte på når jeg ikke tænkte på Tonje, var at jeg ville være et godt menneske. Jeg ville være et godt menneske. Jeg ville gøre alt hvad jeg kunne, for at blive det. Jeg ville ikke længere være fej, jeg ville ikke længere være undvigende og vag, jeg ville være ærlig, retlinet, tydelig, oprigtig. Jeg ville se folk i øjnene, jeg ville stå for det jeg var, det jeg mente og det jeg gjorde. (…) Mest af alt ville jeg handle. Gøre noget.”
Hvad er det, han så gerne vil gøre? Svaret får man ikke i bind 5, men jeg er sikker på, at det er følgende: Han vil så vidt muligt starte forfra med sit liv. Han vil renses som menneske og ændre sin passive og feje adfærd. Agere således, at han har grund til at være stolt af sig selv og kan træde ud i verden for anden gang. Denne gang som et godt menneske med en ren samvittighed, ærlige handlinger og med en statur, som andre reagerer respektfuldt og positivt på. Allervigtigst vil han skrive noget af en sådan litterær substans, at det klart og tydeligt taler for sig selv. Også selvom det måske taler om noget, der for sproget synes unævneligt.
Fik du ikke læst Alens 3 første essays om Knausgårds romaner? Læs dem her: Essay1, Essay2, Essay3 og Essay4.
Leave a Reply