Anmeldelse af Mads Eslund: imnothererepresentinghardbodies, udgivet på Antipyrine d. 3. december 2015
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk
621 korte beskrivelser af 621 opslag på Instagrams søgefunktion og brugergalleri, ”Udforsk”. Sådan kan Mads Eslunds nye digtsamling, imnothererepresentinghardbodies, bedst beskrives – for det er dét, den er. Hurtigt bliver det dog klart, at beskrivelserne peger på en dybere kritik af mediet og dets overfladiske virkelighedsrepræsentation.
Anmeldelse af Jeppe Krogsgaard Christensen: Indre by, udgivet på Gyldendal d. 15. oktober 2015
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Jeppe Krogsgaard Christensen har skrevet en smuk, underspillet og fængende mosaikroman, der med udgangspunkt i en ydre hændelse, et jordskælv i 2012, indkredser hele 18 forskellige indre rystelser i Københavns indre by.
Anmeldelse af antologien Klynger, udgivet på Forlaget Spor, oktober 2015
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Fotograf: Lisa Emilie Jørgensen
Klynger er en legende antologi bestående af vidt forskellige tekster skrevet af en håndfuld af de forfattere, som sidste weekend besøgte Løve’s Bog- og VinCafé til festivalen Løve’s Litterære Dage d. 2.-4. oktober. Det er især personlige fortællinger om, hvordan de er begyndt at skrive, og om det brede litterære miljø, de alle er en del af.
For nylig anmeldte jeg Caspar Erics nyeste udgivelse, Nike. Og jeg var (og er stadig) meget begejstret for værket, der handler om den handicappede krop i den kropsfikserede, perfektionssøgende popkultur, som vi alle er en del af, om vi vil det eller ej.
Mens jeg læste Nike fløj mine tanker mod den franske filosof Jacques Rancière, der beskæftiger sig med kunst og politik samt kunstens politiske potentiale. Han er især kendt for idéen om, at det genuint politiske, der faktisk kan ændre noget i verden, er tæt knyttet til det æstetiske (forstået som, hvordan vi sanser ting og tilgår ting med vores sanser). Rancière er generelt ret svær at læse og forstå, men jeg vil alligevel give mit eget, korte bud:
Ifølge Rancière skal det ægte og genuint politiske ikke handle om konsensus, altså enighed mellem mennesker, men derimod om at tydeliggøre konflikten mellem hvis tale, der overhovedet prioriteres og værdisættes mellem mennesker. I den forbindelse introduceres begrebet ”delingen af det sanselige” (eller la partage du sensible), der som udgangspunkt er et neutralt begreb, en slags pendant til diskurs, og som omhandler en bestemt ”framing” af verden. I samfundet eksisterer en herskende deling af det sanselige, som er bestemmende for, hvordan vi opfatter og sanser virkeligheden – og dermed risikerer den herskende deling af den sanselige at undertrykke andre forståelsesformer og sansemåder. I forlængelse af dette har kunst og litteratur, ifølge Rancière, en privilegeret rolle til at bryde med den herskende forståelsesform og tilbyde nye måder at sanse verden på – og dermed kan kunsten og litteraturen agere politisk, uden at det er hensigten. Dét, som formår at bryde med den herskende deling af det sanselige, kalder Rancière for dissensus.
Og det er netop dét, som jeg mener, at Nike kan. Da jeg læste Nike blev jeg selv præsenteret for en ny måde at opfatte verden på; en opfattelse, som tydeliggjorde, hvordan vi generelt opfatter den handicappede krop, og hvordan denne herskende tænkemåde virker undertrykkende. Det satte mine tanker i gang. Jeg vil da ikke være bleg for at indrømme, at jeg tidligere (desværre) også selv har bidraget til den herskende diskurs ved fx at bruge udtrykket ”spasser” og trække mit ene ben haltende efter mig, når jeg ”humoristisk” skulle illustrere den handicappede krop. Fremover vil tænke mig lidt mere om.
Afslutningsvist mener Rancière, at et værk altså kan skabe denne ”æstetiske dissensus”, hvis det ikke har nogen intention om det. Men hertil kunne man fristes til at spørge, om litteratur ikke altid vil have den intention, som det er at være et produkt af sin tid – og dermed også en del af det politiske.
Findes der overhovedet en ”kunst kun for kunstens skyld”? Bør den findes?
Eller er al kunst og litteratur politisk? Kan man overhovedet skrive uden at forholde sig til sin omverden?
Anmeldelse af Bjørn Rasmussen: Ming, udgivet på Gyldendal d. 4. september 2015
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
”Jeg skriver / min døde far / frem / i min favn”. Sådan indledes Bjørn Rasmussens nyeste udgivelse og første digtsamling. Ming påkalder jegets afdøde far i en kraftfuld blanding af seroquel og hallucinationer, emhætter og taxaer, gule og grønne gummidinosaurer og et ønske om at dø.
