Spørgejørgen, der ikke blev lagt i seng

Anmeldelse af Majse Aymo-Boot: Spørgsmålene, Forlaget Basilisk, 2012
Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / basilisk.dk

Det var en ganske uanselig lille bog, eller hæfte, kunne man næsten kalde det, som jeg forleden fik ind af brevsprækken. Formatet ikke større end min kalender og omfanget på blot 60 sider. 

Til gengæld formår den danske forfatter med det fremmed klingende navn Majse Aymo-Boot at rejse ikke mindre end 672 spørgsmål i løbet af sin korte bog. Faktisk består hele bogen udelukkende af spørgsmål i bedste genreeksperimenterende forfatterskole-stil (Aymo-Boot dimitterede herfra i 2000), og undertegnede vil her krybe uden om en kategorisering af værket. Hvad jeg derimod ikke ville tøve med at slå fast er min begejstring for den lille sag med den store spørgelyst! 

Det indledende spørgsmål, som kræver et par gennemlæsninger, før man har dannet sig et overblik, indfanger meget fint, hvad det er Aymo-Boot gør med sine spørgsmål:

”Hvis der er ting, vi ved at vi ved, og ting
vi ved at vi ikke ved, og ting vi ikke ved
at vi ikke ved, er der så ikke også ting vi
ikke ved at vi ved?”

        (Aymo-Boot: 5)

Bogen stiller nemlig både åbenlyse spørgsmål (ting vi ved, at vi ved), umulige spørgsmål (ting vi ved at vi ikke ved), og spørgsmål, der vækker en skjult kulturel viden (ting vi ikke ved, at vi ved). 

Man kunne fristes til at kalde værket et katalog over alle verdens former for spørgsmål, men der fremstår ingen logisk orden i mylderet, hvilket kun gør, at de enkelte spørgsmåls element af overraskelse fremhæves desto mere. 

Et sted spørges der: ”Er her nogen?” Og læseren svarer prompte ”JA!” for man falder på intet tidspunkt hen i stormen af vekslende spørgsmål. Tværtimod følger man opmærksomt strømmen af absurditeter som ”Ser jeg en lille spatel for mig når jeg hører navnet Peder?”, platheder som ”Er der kage?”, teoretiske overvejelser som ”Hvis modernismen er et forsøg på at fortolke, og postmodernismen ser alt som tomme tegn, er vi så nu i et nyt paradigme, hvor alting betyder noget, men hvor man ikke behøver at forstå det?”, dramatiseringer som ”Er det en skandinavisk mands dybe stemme jeg hører?”, direkte henvendelser som ”Er du sur nu?”, poetiske meta-heder som ”Går betydningen forbi ude i horisonten som en tynd silhuet?” og ”Ruller man sig i sin egen tekst som en frygtelig hund?”, ikke egentligt spørgende bemærkninger som ”Nå, går du dér og fløjter?”, filosofiske overvejelser som ”Er det man tror en lille strikkepind man borer ind i verden for at tjekke dens beskaffenhed?”, osv. osv. osv.

Det fantastiske ved Aymo-Boots lille bog er, at vi gøres opmærksom på spørgsmålets helt fundamentale vilkår for vores menneskelige væren i verden. Fra vi lærer at tale, stiller vi spørgsmål om og til verden, til os selv og til hinanden. Vi spørger, fordi spørgsmålene holder en barnlig undren i live, og fordi at spørge sommetider også kan være at svare. Eller som Aymo-Boot formulerer det: ”Er spørgsmålet en luskebuks der peger fingre af svaret?” – eller som bogen slutter: ”Nåede ind i bunden af hulen, og dér sad en lille gnaver på bagpoterne og snusede ind?”

En grim grimasse

Anmeldelse: Christina Hagen: White Girl, Gyldendal 2012

Anmeldt af Nicoline Thoning

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

White Girl er navnet på Christina Hagens nyeste påfund. En lille, fin sag, der lanceres som digte, men egentlig snarere er små prosastykker.  Digtsamlingen vidner om Hagens trang til at transformere noget fra den konkrete virkelighed til kunst og er et eksempel på et stykke konceptuel litteratur, da disse såkaldte digte er baseret på postkort, skrevet af hvide mennesker.  Digtene mimer da også postkortets stil, hvor de tre første digte og det sidste i samlingen fremvises i håndskrevne kragetæer, mens resten af samlingen er optrykt i en skrivemaskinetypografi. Men trods layoutet emmer af en banal simpelhed, er det langt fra tilfældet for indholdet af samlingen.

Digtenes scenarier er dårlige ferieoplevelser, dog er det mest interessante i dem ikke, hvad de beskriver, men hvad de gør og hvordan de gør det.  Jeg læste digtene på stranden i Tunesien og jeg krummede mine tæer side efter side. Ikke fordi de er af dårlig litterær kvalitet, tværtimod, men fordi de skær en grimasse direkte i ansigtet på dig.  De er skrevet efter en grimhedens æstetik, hvor syntaks er en by i Rusland og den sobre tone for alvor er kastet i skraldespanden. I en og samme hånlige grimasse vrænges der af de mennesker, der har skrevet postkortene, og dem de møder. Dette kommer eksempelvis til udtryk i digtet Til den drycleaner, hvor adressaten er en ældre hvid kvinde:

”Det godt med dig, når du sige, du ikke kigge i min vasketøj og vurdere min trusse. Du ikke synes lyserød passe til min alder, min look. ”[i]  og ”Jeg se, hvordan onkel betale for bryllup med den pige og hvordan den pige bolle onkel for fin palads (…) Du kalde mig billig, din heks? Du se på dig selv og din søster! ”[ii]

I uddragene ses det, hvordan den hvide kvinde, er vred over at blive gjort til genstand for rengøringsdames fordømmende blik, der ifølge den hvide kvinde i virkeligheden burde feje egen dør først. Dette er tilfældet i lagt de fleste af digtene, hvor ingen har noget at lade hinanden høre. For hvor rengøringsdamen, kigger med et fordømmende, misundeligt blik på den hvide dame, der trøster sig i materiel lykke i en flygt fra kroppes forfald, vidner digtet ligeledes om, hvordan rengøringsdamen og andre indfødte unge piger jagter selvsamme materielle lykke. En lykke hvis pris er høj.

Hvis man kigger på digtenes sproglige stil, mødes man af en parataktisk sætningsopbygning, et hæsblæsende tempo, og en negativ, hidsig galdeagtig ordflom, der samtidig rummer en magtesløshed. Den ukorrekte syntaks er en måde, hvorpå Hagen fratager den hvide pige sin magt, hvilket gør, at formen bliver ærlig i forhold til sit indhold. Den hvide pige, som er afsenderen af disse postkort, fremstilles netop i forskellige situationer, hvor hun er magtesløs i enten den ene eller anden forstand. Hun bliver fremstillet med en hensynsløs brutalitet, hvor man som læser rigtig får øje på revnerne i den velpolerede hvide overflade.

I samlingen finder man konstant en pegende finger, men ligeledes fire andre som peger i den modsatte retning. Alle står for skud, og det er de mørkere sider af den menneskelige natur, såsom griskhed, smålighed, fordomsfuldhed, samt manglende empati der her stilles frit ud i lyset. Et værk der finder sin skønhed i det grimme, skrevet på en så raffineret måde, der gør den til en kvalmende morsom læseroplevelse.

 

[i] Hagen, Christina: White Girl, s. 16 linje 1-3.

[ii] Ibid.: linje 16-20