Anmeldelse af Jessica Knoll: Verdens heldigste kvinde, udgivet på Politikens Forlag d. 24. maj 2016
Anmeldt af Imone Dahl
Foto: Bogens omslag / politikensforlag.dk
Strandtasken er pakket, og i den er et tæppe, solbriller og romanen Verdens heldigste kvinde, der er et sikkert sommerhit i år. Den underholdende roman beskriver hovedpersonen Ani FaNellis kamp for at finde sin sande identitet. Hun har brugt næsten hele sit liv på at skabe den perfekte facade, og har kæmpet sig ind i rækkerne blandt New Yorks overklassemiljø, men hendes ydre lykke er måske slet ikke opskriften på det gode liv. Facaden begynder nemlig så småt at krakelere og hun må tage stilling til sin fortid, der pludselig kræver at være en del af hendes nutid.
Den irske digter, essayist og nobelpristager Seamus Heaney skrev i sin tid en imponerende række digte om det mystiske mosefolk: De ældgamle, men nærmest intakte kroppe, som fra tid til anden dukker op i Nordens moser. Der er noget ved fundene der passer perfekt i Heaneys våde, landlige og irske univers, med kartoffelgravere og tinbøtter i skæret af død og det langsomt døende. Særligt hans digt om Grauballemanden beskæftiger sig med hvad poesien kan, hvad arkæologien ikke kan, og hvordan man gør fortidens traumer mærkbare i et digt.
En sammenlignende litterær artikel om David Bowies glamrock-konceptalbum Diamond Dogs (1974) og George Orwells klassiske, dystopiske roman 1984 (1949)
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Fotograf: Charlotte Elisabeth Christiansen / Album cover: RCA Records og Guy Peellaert
”Hot tramp, I love you so!” Hyldesten til Halloween Jack, David Bowie og David Robert Jones – personaen, ikonet og mennesket – fortsætter i anden del af min samlæsning mellem Diamond Dogs og 1984. Det personlige bliver politisk i Oceania, da Winston og Julia indleder en kærlighedsaffære, og de sammen tager et stort skridt videre i deres politiske oprør ved at blive en del af the Brotherhood – en oprørsk politisk organisation. Således bliver deres skæbne beseglet, som det lyder på Diamond Dogs: ”Because of all we’ve seen, because of all we’ve said / We are the dead.”
En litterær artikel om retsforfølgelsen af Gustave Flauberts debutroman Madame Bovary (1857)
Af Anna Rosenkrands Uldall
Foto: commons.wikimedia.org
Det har tidligere været en udpræget tankegang, at litteratur skal fremme den gode moral, hvorfor noget litteratur må og skal censureres og fordømmes. Også romanen Madame Bovary blev retsforfulgt af den franske stat for at være fordærvende. Dog anså forfatteren rettergangen som noget positivt, der fremmede romanen. Med udgivelsen af Madame Bovary blev der sat fokus på, hvad der er god litteratur, og hvad der er dårlig litteratur. Og om den moraliserende litteratur, der af staten blev set som værende god litteratur, i virkeligheden er den slags litteratur, der fordærver sin læser.
Anmeldelse af Stine Melgaard Lassen i samarbejde med Tea Melgaard: Nede i jorden – oppe i himlen, udgivet på Forlaget Sole d. 9. juni 2016
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / saxo.com
Tænk, at man kan få noget så smukt ud af noget så forfærdeligt. Det er det første, der falder mig ind, da jeg bladrer forbi den sidste side i Nede i jorden – oppe i himlen og lukker bogen om den lille dreng Anton, som mister sin far. En bog om at sørge, mindes og savne. Selv om det er en børnebog, sidder jeg med tårer i øjnene.
