Littuna anbefaler: Årets bedste bøger

Littuna anbefaler: Årets bedste bøger

Littuna anbefaler: Årets bedste bøger

2019 er gået på hæld, og derfor er det tid til at se tilbage på året, der gik. Vi har bedt vores skribenter om at anbefale de bedste bøger, de har anmeldt i år. I løbet af året har vi udgivet næsten 100 artikler, så der har været nok at vælge mellem. Her er årets bedste bøger ifølge Littunas skribenter.  

Rikke Bliksted anbefaler Dolly AldertonAlt hvad jeg ved om kærlighed 

Den bedste roman, jeg har anmeldt i år, er Dolly Aldertons Alt hvad jeg ved om kærlighed. Til trods for, at romanen som så mange andre handler kærlighed, er langt fra endnu en kliché. Ud fra episoder i sit eget liv prøver Alderton at gøre op med den ’forkerte’ og ’perfekte’ illusion om, hvad kærlighed er. Dog bliver hun aldrig belærende, og det skyldes hendes fantastiske humor og selvironi. 

Læs anmeldelsen her: https://www.littuna.nu/naar-den-perfekte-illusion-om-kaerlighed-overskygger-alt/ 

 

Simone Lund Eriksen anbefaler Marie Brixtofte: Kun når det regner 

Jeg ønsker endnu en gang at slå et slag for Marie Brixtoftes Kun når det regner, da det uden tvivl er den bedste bog, som jeg har anmeldt i dette år. Brixtofte fortæller sin historie om at være barn af en far med et alkoholmisbrug uden at påtage sig offerrollen, og hun omtaler kun sin far med kærlighed og respekt. Hun fanger hurtigt sin læsers opmærksomhed, og det er derfor svært at lægge bogen fra sig igen, før man har læst den færdig. 

Læs anmeldelsen her: https://www.littuna.nu/min-fars-ufrivillig-hjaelper/ 

 

Anna Rosenbæk Fynbo anbefaler Isabella HammadPariseren 

Jeg vil gerne fremhæve Isabella Hammads Pariseren, der er en af de største læseoplevelser, jeg har haft i år. Den unge Midhat rejser fra Palæstina til Montpellier i Frankrig for at læse medicin, og romanen er et knapt 600 sider langt epos, der strækker på tværs af to kontinenter og kulturer. Det en fortælling om at finde sin egen identitet i en verdenshistorisk sprængfarlig tid omkring 1. Verdenskrig og er en oplagt læseoplevelse for alle, der er interesseret i dannelsesrejser, men også kan lide romaner, der tager afsæt i historien. 

Læs anmeldelsen her: https://www.littuna.nu/en-ung-mands-laengsel/ 

 

Ditte Plauborg Larsen anbefaler Alaa Al-AswanyJeg løb mod Nilen 

Årets vinder for mig bliver Jeg løb mod Nilen af Alaa Al-Aswany. Bogen følger med mange forskellige synsvinkler revolutionen i Egypten i 2011, fra både samfundets øverste og laveste lag. Aswany skriver ærligt og råt om håbet, forfærdelighederne og drømmene om et bedre land. Man trækkes gennem hele følelsesregistret, smiler og hujer og græder og sørger med karaktererne, og priser sig lykkelig for at vi i Danmark lever i et sikkert samfund, hvor alle er lige for loven. 

Læs anmeldelsen her: https://www.littuna.nu/det-haabloese-haab/ 

 

August Toftgaard Madsen anbefaler Daniel KehlmannOpmålingen af verden (2005) 

I anledning af 250-året for den tyske opdagelsesrejsende Alexander von Humboldts fødsel anbefaler jeg en genlæsning af Daniel Kehlmanns roman Opmålingen af verden fra 2005. Jeg skrev i min anbefaling, at Humboldt som Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen var en manisk galning — en overdrivelse, som desværre fjernede fokus fra budskabet: Humboldt beskriver Jordens natur som ét stort sammenhængende hele, og hans natursyn er højaktuelt i en tid, hvor menneskets adfærd har forskubbet de globale økobalancer og skruet på klodens termostat. Han er både oplysningstænker og romantiker og søger viden i naturen samtidig med, at han tillægger den selvstændig værdi. Kehlmanns roman udfolder dette natursyn ved at dramatisere Humboldts bedrifter — og den gør på tankevækkende og humoristisk vis. 

Læs anbefalingen her: https://www.littuna.nu/hvad-gal-mand-ser/ 

 

Hans Peter Madsen anbefaler Inger Christensen: Essays. Del af labyrinten/Hemmelighedstilstanden  

Inger Christensens essays er ikke kun usigeligt velskrevne erindringer om de nu kanoniserede digtes tilblivelse. Christensen skaber nærmest en hel filosofi i sin evigt nysgerrige udforskning af sprogets vaklende forhold til virkeligheden. Kan ordet virkelig repræsentere det, det siger? Inger Christensen bliver aldrig færdig med spørgsmålet, ligesom læseren aldrig bliver færdig med hendes essays. 

Læs anmeldelsen her: https://www.littuna.nu/at-skrive-som-frosten-kiwien-skyerne/ 

 

Cecilie Bøgh Pedersen anbefaler Katrine QuorningFlaskebarn – Minder fra en rødvinsplettet opvækst 

I sin bog Flaskebarn – Minder fra en rødvinsplettet opvækst slår Katrine Quorning et slag for, at vi også bliver nødt til at snakke om de svære ting her i livet. Som eksempelvis alkoholmisbrug. Dette gør hun ved at skrive om sin egen hårde opvækst med en mor, som drak alt for meget og derved tvang Quorning til selv at blive voksen alt for hurtig. Bogens mest interessante feature er måske de tegninger, som pryder hver enkelt side, og som supplerer den barske historie på en både smuk og tragisk måde. Bogen er letlæselig, men formår alligevel at gøre et indtryk på læseren. Den kan varmt anbefales til alle – både unge og voksne.  

Læs anmeldelsen her: https://www.littuna.nu/et-tiltraengt-brud-med-tabuer/ 

 

Emma Thastum Skjødt anbefaler Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer  

Den bedste roman, jeg har anmeldt i 2019, er Løg trækker tårer af Dorrit Willumsen. Romanen formår at indfange læseren i en surrealistisk, men dog genkendelig verden. Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet og nikke genkendende til de mange forskellige beskrivelser af livets både store og små udfordringer; for hvad skal man egentlig med moderne teknologi? Og hvorfor er kærligheden så gådefuld? Spørgsmålene er både simple og komplekse, på samme måde som romanen selv.   

Læs anmeldelsen her: https://www.littuna.nu/bloede-loeg-og-problemer/