Den irske digter, essayist og nobelpristager Seamus Heaney skrev i sin tid en imponerende række digte om det mystiske mosefolk: De ældgamle, men nærmest intakte kroppe, som fra tid til anden dukker op i Nordens moser. Der er noget ved fundene der passer perfekt i Heaneys våde, landlige og irske univers, med kartoffelgravere og tinbøtter i skæret af død og det langsomt døende. Særligt hans digt om Grauballemanden beskæftiger sig med hvad poesien kan, hvad arkæologien ikke kan, og hvordan man gør fortidens traumer mærkbare i et digt.
Foto: commons.wikimedia.org (redigeret af Mia Nikander)
The Wire. Mad Men. Breaking Bad. Game of Thrones. House of Cards. True Detective. Herhjemme Forbrydelsen, Borgen,Broen og nu senest Bedrag. Det er ved at være alment accepteret, at tv-serien igennem de senere år har fornyet sin form med originalt kvalitetsfjernsyn til følge. Denne originalitet udfordres imidlertid af en række kritikere og forskere, som i nyere tv-seriers fortælleform genkender romangenren og derfor påtænker et litterært slægtskab – en umiddelbart uskyldig proposition, der dog har vist sig at afføde meget forskellige og følelsesladede reaktioner. Det er tilsyneladende ikke friktionsfrit at sammenligne tv-serien med romanen. Men hvorfor egentlig? Og hvad inspirerer i det hele taget denne ulige sammenligning?
Når vi hører om komplekse narrative strukturer, upålidelige fortællere, fortælletekniske greb og dets lige, tænker de fleste af os i første omgang på romaner og noveller. Imidlertid mener jeg, at de elementer også sagtens kan indgå i de auditive medier. Dette essay skal ikke ses som en brandtale for hverken det ene eller det andet; jeg vil blot forsøge at vise, at klassisk narratologi og sange ofte med fordel kan forenes.
Essay om, hvordan man kan starte ud med at ville skrive om Rita Kasimow Brown og hendes bog Portrait of a Holocaust Child, for derefter at glemme sin pointe med det, hvori man netop finder sin pointe
Af Sophie Dolmer
Fotograf: Sophie Dolmer
Holocaust, incest, depression, død, forulykkede kærlighedsforhold, piskeslag, anoreksi og alt andet fra livets brutale virkelighed – noget, man som menneske ikke umiddelbart går og ønsker sig. For den uafprøvede inden for dette felt må enhver med en naiv, lille forfatterdrøm alligevel en gang imellem tage sig selv i at kigge sukkende hen på dem, der befinder sig på den mindre grønne side af græsset, og i al skam ønsker man sig, at man var en af dem; dem, der virkelig har noget at skrive om. Det er på en rejse til Israel, at jeg træffer et sådant menneske.
Foto: commons.wikimedia.org (redigeret af Mia Nikander)
Har en bog nogensinde gjort dig sindssyg? Det mente min dansklærer åbenbart tilbage i 8. klasse, da han på det kraftigste rådede mig til at slå et smut forbi skolepsykologen, hvis jeg fortsat insisterede på at være på tværs i hans timer. Årsagen til min formodede sindssyge var bogen Supernova af Anders Johansen, hvis læsning netop havde bragt store, frustrerede følelser i røre. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg havde læst eller hvorfor, og jeg krævede svar. Nogen måtte stå til regnskab, og jeg besluttede mig for at gå efter hverken manden eller bogen, men min dansklærer, som i al sin autoritet og påståede ekspertise var den, der havde pålagt os Supernova. Det måtte han jo have haft en god grund til, også selvom jeg ikke kunne se den.
