Anbefaling af Glenn Christian: Vibrio, udgivet på Forlaget Antipyrine d. 18. marts, 2016
Af Anne Sophie Parsons
Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk
Glenn Christians seneste digtsamling, Vibrio, er et manifesto, der hylder det ødelæggendes natur. Oprindeligt skrevet i anledning af billedkunstneren Rolf Nowotnys udstilling CONKCLOACA, er der skabt et kollaborativt univers i samlingen som er gennemsyret af fordærv og biologisk forfald. Glenn Christians poetiske tekst sværmer om det uhumske som en lyrisk spyflue på jagt efter det bedste stykke råddende kød – og der svælges i det obskøne billedsprog hele vejen igennem på bedste vis.
Anbefaling af Jon Høyer: Jeg er bare til i mine digte – Om Steinn Steinarrs poesi, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag, d. 6. april 2016
Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen
Foto: Bogens omslag / detpoetiskebureau.dk
”Og jeg var bare til i digtets ord.” Den islandske Steinn Steinarrs digte er ikke blevet oversat til dansk i mere end 50 år, hvilket forfatter Jon Høyer forsøger at råde bod på i sin udgivelse om Steinarrs poesi. Med et ønske om at udbrede det danske kendskab til digteren både oversætter og fortolker Høyer enkeltstående digte, ligesom han forsøger at relatere dem til Steinarrs forfatterskab i sin helhed, ikke mindst med udgangspunkt i det eksistentielle, der er et centralt tema hos Steinarr.
Anmeldelse af Olga Ravn: Den Hvide Rose, udgivet på Gyldendal d. 18. august 2016
Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Omslaget på Den Hvide Rose af Olga Ravn er delvist sart og smukt med sin bløde, mintgrønne farve, og grumt og en smule kitschet med flydende hvide bogstaver a la 90’ernes Gåsehud-serie og skrigende neontryk af forfatterens navn. Denne forening af det sarte og skønne med det gyselige og profane er et perfekt billede på den tekst, som gemmer sig inde bag grafikken. Den Hvide Rose er nemlig fyldt med vidunderligt mættede stemningsbilleder som blander det æstetisk mystiske billede af den hvide rose med sygdommens og kroppens både ulækre og uhyggelige forfald.
Anbefaling af Jan Poulsen: David Bowie – Starman 1947-2016, udgivet på Gyldendal, 25. maj 2016
Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
I januar gik et af det 20. og 21. århundredes allerstørste ikoner, David Bowie, bort, efter at have udsendt den plade, der skulle vise sig at blive hans svanesang, Blackstar. Siden har forfatter, journalist og Bowie-fan Jan Poulsen udarbejdet en opdateret version af sin biografi af stjernemanden, og hans mange facetter udfoldes endnu engang. Starman er en grundig, interessant og formentligt definitiv biografi over Bowies karriere, indflydelse og virke – også set i specifik dansk sammenhæng. Og så er det et fint farvel til Major Tom, der svæver rundt i sin ”tin can” højt hævet over planeten Jorden, med kurs mod både Mars og stjernerne.
Anbefaling af Nis-Christian Bredholt: Freischwimmer, udgivet på Forlaget Gladiator d. 23. marts 2016
Af Nete Bækgaard Hermansen
Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk
Gladiator promoverer romanen Freischwimmer som forlagets første udgivelse inden for genren Mixed Media, hvor prosa, lyrik og visuelle indspark blandes i en tilsyneladende regelløs masse af ord og billeder. Alligevel fremstår Nis-Christian Bredholts bog som et helstøbt, stringent og ikke mindst minimalistisk værk, som rører læseren når det er stærkest på grund af dens æstetiske, men stadigvæk brutale og ærlige beskrivelser af en nådesløs sygdoms fremgang. Vi ser et menneskes forsøg på at bryde med fortiden, for i sidste ende at komme til tåls med den.