Archives 2015

Litteratur: nærvær.

Den fortælling, hvor jeg kan ånde lettet op og sige: tak, jeg er ikke alene.

 

Februar måneds klummeskribent er Sabina Erbillor, der manifesterede sig som forfatter for blot ganske kort tid siden. Den 9. januar 2015 debuterede hun med den Erlend Loe-inspirerede roman “Debil tur-retur”, der har fået en glimrende modtagelse af dagbladenes kritikere.

 

Nogle gange synes jeg, det er småkedeligt at læse en god roman. Nogle gange kommer jeg til at læse, selvom jeg ikke har lyst, for nogle gange, vil jeg altså bare ikke være alene. Derfor læser jeg. Selvom jeg nogle gange er for rastløs til en bog, for fraværende til en film og for uopmærksom til en podcast, vil jeg alligevel have den, den dér gode historie. Den fortælling, hvor jeg kan ånde lettet op og sige: tak, jeg er ikke alene. Jeg er ikke alene om at tisse i badet. Jeg er ikke alene om ubevidste, uheldige kommentarer. Jeg er ikke alene om, at det nye modermærke bare er smeltet Marabou. Jeg er ikke alene om at være alene. Den gode fortælling får min tilbagevendende ensomhed til at forsvinde for en god stund. Hallo, siger jeg til mig selv, det er da åbenbart normalt ikke at kunne snakke med fremmede, og hvor er det normalt at være for doven til at opnå sine mål, og hvor er det normalt at løbe væk fra bekendte på gaden på trods af en allerede oprettet øjenkontakt. Normal, det er jeg, ifølge litteraturen.

Derfor bliver jeg ved med at hive bog efter bog ned fra hylderne, og bippe den ene gode fortælling efter den anden ensomhedsuddriver ud af bibliotekerne. Selvom det kan være kedeligt at læse, så læser jeg for at mærke det genkendelige. Det er jo ikke fordi, jeg kun læser bøger ud fra, om jeg selv har været i samme situation. Der skal ikke mere til end dén humor, det er lige mig, eller de sammensætninger af ord, dem forstår jeg er smukke. Litteratur giver mig klarhed over tanker, jeg ikke var bevist om, jeg havde. Klarhed over følelser jeg troede, jeg ikke havde i mig, og viden om, at jeg ikke er alene med dem.

I hver eneste roman, jeg har læst, har jeg selv været den centrale rolle. Nogen vil måske mene, det er på grund af mit ego, men jeg ved, at det er en beskeden lyst til at nikke i takt med andre. Det optager mig at få en forståelse om det eller dem, jeg læser om. At jeg lærer noget nyt om mig selv og andre og blive fortrolig med, hvad jeg troede, jeg var alene om. Det er rart at få bekræftet, at ens hemmeligheder deles med andre, uden at man behøver at røbe dem. Ordene sætter sig i mig og bliver måske en del af mig. Måske noget, jeg synes er usædvanligt, på grund af manglende opmærksomhed på emnet, men som bliver en foræret normalitet. Og så er jeg ikke længere alene. Det, som optager mig ved litteratur lige nu, er det, som altid har optaget mig ved litteratur: nærvær.

Fortabte delebørn og glimmersavlende Celestine

Anmeldelse af Olga Ravn: Celestine, udgivet på Gyldendal 12. februar 2015.

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

Fotograf: Lisa Emilie Jørgensen

Olga Ravn debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng, og nu er hendes første roman, Celestine, udkommet. Romanen handler om en ung kvinde, der er besat af historien om spøgelset Celestine. Men som romanen udfolder sig, står det dog klart, at Celestine ikke er det eneste spøgelse, der hjemsøger den kvindelige hovedperson.

Continue Reading

Ariostos befrielse

Anmeldelse af Ludovico Ariosto: Den rasende Roland, bind 16 i serien Renæssancestudier. Udgivet november 2014 på Museum Tusculanums Forlag.

Anmeldt af Simon Lorentzen

Foto: Bogens omslag / mtp.dk

I april 2016 kan vi fejre 500-året for førsteudgivelsen af renæssancepoeten Ludovico Ariostos (1474-1533) store ridderepos Orlando furioso. Værket fik hastigt status som et nyt hovedværk i den folkelige tradition fra Dante, Petrarca og Boccaccio. Alene i 1500-tallet blev det trykt i over 100.000 eksemplarer og oversat til både fransk, spansk og engelsk. Få poetiske udgivelser fra højrenæssancen har givet anledning til så megen diskussion. Derfor kan man undres over, at Danmark, modsat vores svenske naboer, har måtte vente godt og vel et halv årtusind på en oversættelse af denne proto-bestseller.

Continue Reading

BLOD-styrtning

Anmeldelse af Rudolf Broby-Johansen: BLOD – Ekspressionære digte, Forlaget Æter, 17.12.2014

Af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / forlagetaeter.dk

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til, at jeg fik næseblod, mens jeg læste Broby-Johansens nyligt genudgivne BLOD fra 1922. Men denne reaktion lader sig på den anden side så glimrende læse som en parabel over det indtryk, de skandaleomblæste digte efterlader i sin læser: en blanding af fascination og afsky, af dunkende liv og drænende eksistens.

Continue Reading

Lavet efter hvad der føles som hundrede læsninger af Lavet efter Kina

Anbefaling af Rasmus Graff: Lavet efter Kina. Antipyrine. Udgivet november 2014.

Af Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk

Digtsamling? Fragmentariske tankestrømme? En rejsedagbog? Lyrisk prosa? Ordbog? Billedbog? Rasmus Graffs intense bog Lavet efter Kina er trods sine kun 48 sider kompleks og svær at placere. Ikke bare når det kommer til genre, men også indhold: Den låner, den parafraserer, den fortolker – og samtidig er den fuldstændig nyskabende og minder om intet, jeg tidligere har læst.

Continue Reading