2024 lakker mod enden. Og vi ved, hvor fristende det kan være at bruge de mørke aftner i selskab med en god bog. Vi har her samlet vores skribenters bedste læseoplevelser fra årets løb – måske du bliver inspireret?
Laura Højberg Skovhuus anbefaler Sally Rooney: Intermezzo
Hvis du som mig elsker at pakke dig ind med en god bog om relationer mellem mennesker, skal du læse Intermezzo af Sally Rooney. Hun maler i romanen et godt billede af, hvilken kraft der kan være i forsoning, i dette tilfælde mellem to brødre, der på samme tid ligner hinanden ekstremt og som ikke kunne være længere fra hinanden. Længslen efter at de finder hinanden er enorm, og det er nemt at lade sig opsluge af fortællingen.
Læs hele anmeldelsen her:
Amalie Brændgaard Hansen anbefaler Deborah Willis: Min kæreste på Mars
Jeg var, og er stadig, helt vild med Willis’ økokritiske roman Min kæreste på Mars, som er en bog helt for sig. Den er absurd og vild og har sit helt særegne plot om en kvinde, der er på vej til at vinke endegyldigt farvel til Jorden – og sin kæreste! – i flugten væk fra klimakrise og for at få noget space. Romanen er højtflyvende, eksistentiel og koger på en og samme tid satire og tragedie sammen i gryden. Jeg kan varmt anbefale den, hvis du kan lide reality-tv eller bare vil blive lidt klogere på, hvad en rummission kræver.
Læs hele anmeldelsen her:
Asta Birkler anbefaler Tove Ditlevsen: Barndommens gade
Jeg ved det. Du kender den, og det samme gør din dansklærer. Men jeg anbefaler dig alligevel at (gen)læse Istedgades socialrealistiske klassiker, fordi dens ærlighed gang på gang får mig til at rynke brynene, knibe en tåre og trække på smilebåndet. Barndommens gade er fortællingen om den ængstelige, længselsfulde og relaterbare Esther og den gade, hun vokser op i. En gade, der knuger sine hårdtarbejdende, drukfældige og ængstelige børn ind til sig.
Læs hele anmeldelsen her:
Johanne Daugaard anbefaler Annie Ernaux: Den anden datter
Nogle gange kommer de største læseoplevelser i et lille format. Sådan var det for mig at læse erindringsbogen Den anden datter af franske og Nobelprisvindende Annie Ernaux. Man skal ikke lade sig narre af bogens tynde format og smukke omslag, for dens indre er alt andet end netop dette. Den anden datter er en brutal, hjerteskærende fortælling om Ernaux, der rækker ud til sin afdøde søster, Ginette, som hun aldrig nåede at lære at kende. Nok er bogen hurtigt læst – men fortællingen bliver siddende længe efter.
Læs hele anmeldelsen her:
Anna Ramsing Lindhardtsen anbefaler Torborg Nedreaas: Af måneskin gror der ingenting
Følelsen af at læse Torborg Nedreaas’ roman Af måneskin gror der ingenting fra 1947 sidder stadig i mig. En norsk Tove Ditlevsen er hun blevet kaldt, og ja, hun skriver lige så smukt, det vidner romanens titel jo også om. Nedreaas skriver om kvindeliv og abort, om forelskelse, ungdom, fattigdom og længsel. I anmeldelsen skrev jeg, at “den læses bedst under måneskin, i en melankolsk time, med rum til at lade sig falde ned i fortællingens dyb og lade sig opsluge.” Det står jeg ved. Lad dette være julens læseoplevelse!
Læs hele anmeldelsen her:
Leave a Reply