“SORG kommer i så mange former. Det er som et lys, der tændes og slukkes.”
Denne måneds klummeskribent er Allan Lillelund Andersen, som er aktuel som oversætter af norske Stig Sæterbakkens roman “Gennem Natten”, som udkom på Løvens Forlag i februar. Til daglig arbejder Allan som skrivekunstunderviser på Aarhus Billed- og Medieskole.
Fra et selvmord til en oversættelse
Lad mig slå det fast én gang for alle: Man snyder ikke Danmark for en vedkommende, kreativ selvmorder!
Det var vel nærmest mit udgangspunkt, da jeg, efter en dyb indånding der tog flere måneder, gik i gang med at oversætte Stig Sæterbakkens sidste roman, Gennem Natten. Aldrig havde jeg oversat noget før, og hvem ved, måske skal jeg ikke oversætte noget igen.
Startskuddet til oversættelsen lød, da jeg læste i en norsk avis, at den norske forfatter Stig Sæterbakken havde begået selvmord i 2012. Han havde sat røde streger i mine noveller, dengang jeg havde ham som skrivelærer på Nansenskolen i 2006, og nu var han altså død. Selvmord.
Jeg havde i forvejen ingen oversættererfaring, og jeg havde aldrig set sprogfagene som mine foretrukne, da jeg begyndte at læse Nordisk Sprog og Litteratur i 2001. Dengang vidste jeg, at jeg ikke skulle være oversætter, og sådan ser jeg heller ikke mig selv den dag i dag. Jeg synes bare Gennem Natten er en forbandet god roman, og jeg undrede mig over, at ingen havde oversat den endnu.
Selvmordet blev den alvorstone, der skreg ind i mine ører, at nu måtte det danske publikum få kendskab til romanen om tandlægen Karl Meyer, der tager på en indre rejse mod det totale intet, efter hans søn begår selvmord. Gennem Natten handler om skyld. I særdeleshed.
”Det er en barsk og eksistentialistisk rejse ind i den norske familiefader Karl Meyers mørke indre. Efter sønnens selvmord forlader Karl sin kone og datter og flakker rundt i forsøget på at finde en måde at lukke såret efter sin søns død. Men det, Karl søger, eksisterer kun i hans eget mørke indre, og ikke alle sår kan læges.” – citat fra bagsideteksten.
Efter jeg langt om længe fik min oversættelse af Gennem Natten ud på Løvens Forlag i sidste måned, og nu på den ene side har overlevet anmelderne i Kristelig Dagblad og Weekendavisen, men ligeledes fået en ordentlig én på sinkadusen af Informations René Jean Jensen, må jeg sidde tilbage med tanker om min proces med oversættelsen.
Og hvordan beskriver jeg bedst processen?
Kort og godt: Jeg læste romanen, jeg var en begejstret læser, og så tog jeg oversætterbrillerne på og gik den igennem linje for linje, jeg begyndte med anslaget:
”SORG kommer i så mange former. Det er som et lys, der tændes og slukkes. Den er der, og er uudholdelig, og så forsvinder den, fordi den er uudholdelig, fordi det ikke kan lade sig gøre at have den der hele tiden.”
Og jeg nåede til slutningen efter mange kopper kaffe i Løve’s BogCafé.
I grøn begejstring
”Sprog er aldrig én til én, hvert ord har masser af betydninger, og kontekster er nogle besværlige størrelser, der gør en verden til forskel,” skriver oversætteren Kirsten Øverraas på sin blog, hvor hun stiller spørgsmålet, om man kan blive en god oversætter af at læse gode bøger? Dertil må hun svare: Mnjo. Og det samme vil jeg gøre.
Fordi jeg læser Sæterbakken og Tor Ulven og Knut Hamsun, gør det mig vel ikke til en god oversætter? Nej, på ingen måde. Det gør heller ikke nødvendigvis, at man begynder at oversætte en roman. Det kan man gøre af mange grunde; for at arbejde under eget tag, for at arbejde med sprog eller for at blive del af det litterære miljø – uden selv at skulle udtrykke sig.
Eller som Thomas Harder, der blandt andre har oversat Umberto Eco, siger, når der bliver spurgt ind til, hvad der driver ham til at oversætte:
”Med fare for at lyde kynisk eller ufølsom, så er det altså mit job. Ligesom de fleste andre af de gøremål, du nævner, er den litterære oversættelse en del af det, jeg lever af. Når det er sagt, skal det også siges, at det morer mig at oversætte, og jeg mener, at jeg gør nytte ved at gøre det. Jeg nyder udfordringerne og den kreative proces, som det altid er at oversætte litteratur.”
Jeg er meget ydmyg overfor det erhverv, der kræver blod sved og tårer, og jeg vil heller ikke kritisere Harders professionelle tilgang til faget på nogen måde. Men det er vigtigst for mig at elske den litteratur, jeg sætter mig for at oversætte. Og med netop dét udgangspunkt gik jeg grønt og engageret til Gennem Natten-oversættelsen, efter at have læst og grædt over en roman, der er så hjerteskærende og vedkommende som denne. Nogen vil mene, at jeg måske var for involveret – jeg mener, jeg var så involveret, som jeg var dømt til at være det.
Understanding translation
Øverraas skriver videre på sin blog, at der ikke findes en oversætterteori, der brolægger den bedste vej mod den gode oversættelse, og som taler om etiske overvejelser i processen. Hun taler om, at oversætterteorien er deskriptiv og ikke præskriptiv (eller normativ); altså den beskriver processen, hvordan man faktisk oversætter, fremfor at tale om, hvordan man bør oversætte et værk for at opnå den optimale oversættelse.
Anne Schjoldager er en af disse deskriptive oversætterteoretiske forskere, der i bogen Understanding Translation opremser en masse mikrostrategiske overvejelser og fokusområder, som oversætteren i sit arbejde med værket kan rette sit blik mod. Jeg vil ikke referere dem alle, men blot nævne to, der kan stå som eksempler på den kløft, der skaber en næsten religiøs uenighed omkring oversættelser: oblique translation og direct translation. At oversætte fortolkende eller oversætte direkte.
Jeg har som oversætter aldrig været interesseret i – eller kompetent nok for den sags skyld – til at sætte mit fokus på en såkaldt direkte oversættelse, for jeg kan ikke se bort fra, at det var begejstringen og ikke professionalismen (hvis jeg må være så fræk at lave en så forfladiget og firkantet dikotomi), der drev mig frem til computeren med den norske ordbog under armen og en lyst til at oversætte Sæterbakkens Gennem Natten.
Jeg vidste, at jeg ville fortolke på romanen, men ville også begrænse fortolkningen til et sted, hvor jeg kunne stå inde for det. Der vil naturligvis være etiske overvejelser, når man oversætter, men der er også en tilgang. I det øjeblik man vælger en tilgang, så vælger man en subjektiv indgang til materialet. Jeg kan ikke se bort fra mig selv i processen, og jeg har ikke arbejdet for at gøre mig usynlig. Jeg har arbejdet for at have mig selv med som begejstret oversætter hele vejen, der hele tiden må overveje sproget, udtryk og sætninger, afsnit og referencer osv. Og jeg havde det ene for øje, at det skulle ud til de danske læsere og fungere som et nu også dansk værk. Gennem Natten skal sige: Her er jeg, og jeg er nu ikke kun Gjennom Natten, jeg er nu også blevet Gennem Natten. Jeg er den samme og alligevel ikke. Har fået en ny ven, han hedder Allan Lillelund Andersen.
Thomas Harder er vel enig i dette, at der er kommet en ny ven til værket, når han siger:
”En del af kunsten er at være usynlig, og det må man nødvendigvis affinde sig med. Diskretion er en vigtig oversætterdyd. Men man er jo ikke mere usynlig, end at enhver oversætter nødvendigvis sætter sit personlige præg på sit arbejde.”
Skjoldager taler om de makrostrategiske overvejelser, som er den overordnede strategi, oversætteren lægger for hele bogen med tanke på målgruppe m.m. Disse overvejelser kan i sig selv fortolke værket væk fra sin oprindelse. Det er ikke sket med Gennem Natten, mener jeg, men oversættelsen har ikke haft til hensigt at brillere med en minutiøs professionel oversættelse, som jeg fornemmer Jean Jensen efterspørger. Derimod ville jeg møde værket der, hvor jeg selv var: i en grøn begejstring for et værk, der meget af vejen klart og i et stærkt litterært forløb beskriver en tandlæges forfald. Og jeg må minde jer om, at jeg ikke er oversætter af profession, jeg er bare begejstret bognørd.
Et iboende dilemma
Jeg vil ikke med dette indlæg komme med nogen opskrift på at oversætte korrekt, men blot påpege, at der er forskellige tilgange, og dem må man italesætte og belyse, for på den måde at blive klogere på oversættelsernes natur og den gode anmeldelse. Måske er det i grænselandet mellem professionalisme og sprogfokus på den ene side og en litterær glæde og umiddelbar sans for stil og tone på den anden side, at den gode oversættelse, og følgende anmeldelse, skabes? Måske skal man spille på begge heste?
Oversættelsen har et iboende dilemma, for den vil gerne anerkende et værk for det, det er; altså oversætte så godt som én til én med sprog og indhold, yde forfatteren respekt. Men den egentlige respekt, som man kan give forfatteren, det er jo at læse originalen. Der er altså en afstand og en respektløshed fra starten, som træder i kraft i det øjeblik, man oversætter den første sætning. ”SORG kommer i så mange former.” Det, man som oversætter derfor kan, er at forsøge at gøre sit bedste for ikke at ødelægge alt for meget.
Skal man ikke læse romanen på originalsprog, hvis man kan? Jeg fristes til at skrive Mnjo. Læs den da på originalsproget, sådan som Jean Jensen nok vil gøre det med Gennem Natten. Men nu foreligger der en dansk udgave, som vil komme ud til de læsere, der ikke kan eller vil læse originalen, og som heller ikke læser oversættelser med fokus på en direkte og professionel oversættelse, men som læser romanen, fordi temaet og det litterære pondus tiltaler, rammer og forfører dem.
Det er på den måde, jeg læser, og det er også på den måde, jeg oversætter. Gør det mig til oversætter? Sikkert ikke. Men det gør mig til en litteraturnørd, og det hænder altså, at de giver sig i kast med oversætterfaget. I al ydmyghed.
Lad os da belyse de forskellige oversætterreligioner. Lad os da turde spørge, hvad der er en god oversættelse – også selvom svaret kan blive et vagt: Mnjo!
http://ordtilallesider.dk/thomas-harder
http://oversaetteren.blogspot.dk/2012/01/kan-man-lse-sig-til-at-blive-en-god.html
Understanding translation, Anne Schjoldager, Henrik Gottlieb& Ida Klitgård, Forlaget Uddannelse og fag, 2008
Den fortælling, hvor jeg kan ånde lettet op og sige: tak, jeg er ikke alene.
Februar måneds klummeskribent er Sabina Erbillor, der manifesterede sig som forfatter for blot ganske kort tid siden. Den 9. januar 2015 debuterede hun med den Erlend Loe-inspirerede roman “Debil tur-retur”, der har fået en glimrende modtagelse af dagbladenes kritikere.
Nogle gange synes jeg, det er småkedeligt at læse en god roman. Nogle gange kommer jeg til at læse, selvom jeg ikke har lyst, for nogle gange, vil jeg altså bare ikke være alene. Derfor læser jeg. Selvom jeg nogle gange er for rastløs til en bog, for fraværende til en film og for uopmærksom til en podcast, vil jeg alligevel have den, den dér gode historie. Den fortælling, hvor jeg kan ånde lettet op og sige: tak, jeg er ikke alene. Jeg er ikke alene om at tisse i badet. Jeg er ikke alene om ubevidste, uheldige kommentarer. Jeg er ikke alene om, at det nye modermærke bare er smeltet Marabou. Jeg er ikke alene om at være alene. Den gode fortælling får min tilbagevendende ensomhed til at forsvinde for en god stund. Hallo, siger jeg til mig selv, det er da åbenbart normalt ikke at kunne snakke med fremmede, og hvor er det normalt at være for doven til at opnå sine mål, og hvor er det normalt at løbe væk fra bekendte på gaden på trods af en allerede oprettet øjenkontakt. Normal, det er jeg, ifølge litteraturen.
Derfor bliver jeg ved med at hive bog efter bog ned fra hylderne, og bippe den ene gode fortælling efter den anden ensomhedsuddriver ud af bibliotekerne. Selvom det kan være kedeligt at læse, så læser jeg for at mærke det genkendelige. Det er jo ikke fordi, jeg kun læser bøger ud fra, om jeg selv har været i samme situation. Der skal ikke mere til end dén humor, det er lige mig, eller de sammensætninger af ord, dem forstår jeg er smukke. Litteratur giver mig klarhed over tanker, jeg ikke var bevist om, jeg havde. Klarhed over følelser jeg troede, jeg ikke havde i mig, og viden om, at jeg ikke er alene med dem.
I hver eneste roman, jeg har læst, har jeg selv været den centrale rolle. Nogen vil måske mene, det er på grund af mit ego, men jeg ved, at det er en beskeden lyst til at nikke i takt med andre. Det optager mig at få en forståelse om det eller dem, jeg læser om. At jeg lærer noget nyt om mig selv og andre og blive fortrolig med, hvad jeg troede, jeg var alene om. Det er rart at få bekræftet, at ens hemmeligheder deles med andre, uden at man behøver at røbe dem. Ordene sætter sig i mig og bliver måske en del af mig. Måske noget, jeg synes er usædvanligt, på grund af manglende opmærksomhed på emnet, men som bliver en foræret normalitet. Og så er jeg ikke længere alene. Det, som optager mig ved litteratur lige nu, er det, som altid har optaget mig ved litteratur: nærvær.
– og den litterære deltagelseskultur
Denne måneds klummetekst er skrevet af Camilla Möhring Reestorff, der er adjunkt ved Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet. Hun beskæftiger sig især med forholdet mellem kultur og politik og har de seneste år bl.a. bidraget til udgivelserne “Fiktionalitet” (Samfundslitteratur 2013) og “Globalizing art: Negotiating Place, Identity and Nation in Contemporary Nordic Art” (Aarhus Universitetsforlag 2011).
Siden jeg for efterhånden en del år siden begyndte på Aarhus Universitet, er der sket et stort skift i måden, hvorpå litteratur formidles. Vi gik til oplæsninger på Lynfabrikken, til arrangementer arrangeret af Litteraturen på Scenen og Lyd og Litteratur og senere også Permanent Poesi, Sommerstemmer, Vild med Ord og Aarhus Litteraturcenter. Fremkomsten af de mange litteraturarrangementer signalerer et udbredt græsrodsønske om at etablere en kultur omkring og med litteraturen i centrum. Dette har resulteret i en række online publikationer samt nye forlag, der privilegerer små udgivelser. Fokusset på de litterære fællesskaber og begivenheder har også medført en række gør-det-selv-inspirerede udgivelser og, hvad Pauline Bendsen i Information har beskrevet som, Generation Etik (2014).
Min interesse for litteratur er, som for så manges vedkommende, bred – jeg læser alt, hvad jeg kan komme i nærheden af, men jeg har en forkærlighed for politisk litteratur. Derfor er jeg fascineret af Generation Etik og de dilemmaer, der er forbundet med, at en række forfattere behandler aktuelle politiske problematikker uden at skrive politiske manifester.
Da Information bad Julie Sten-Knudsen om at skrive et manifest for Generation Etik, ville hun kun skrive det som et (mani)fest, som en beskrivelse af, hvordan forfattere italesætter etik til en fest. Hun insisterer på den ene side på ikke at forfatte et manifest, mens hun på den anden side citerer Lars Skinnebach: ”Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (klimakrisen), er ikke værd at beskæftige sig med! Fordi alt andet er at spille violin, mens skibet går ned!” (Sten-Knudsen 2014).
Dette dilemma – ”at beskæftige sig med menneskehedens største trussel” uden at angive et manifest – åbner op for en række strategier for et etisk engagement ”med menneskeheden”. Generation Etik synes ofte at betone lokale eller globale (sjældent nationale) fællesskaber og bæredygtighed. Men dette kommer til udtryk i vidt forskellige litterære strategier. Tre af disse strategier er, for mig at se, særligt interessante.
Den første strategi iscenesætter eksplicitte konfrontationer med eller politiseringer af etablerede institutioner. Denne strategi er interessant, fordi den beror på en forståelse af politik, der ikke begrænser sig til institutionaliseret politik, men på en ide om at politisk mobilisering også finder sted i alternative deltagelses- og protestformer. Lars-Emil Woetmann har eksempelvis parodieret Mench-annoncer og Danske Bank, og han spørger: “Har De nogensinde tænkt over, hvorfor banker lader som om de bekymrer sig om klimaet, verdens uretfærdighed og dit liv?” (Woetmann 2012). Kaspar Colling Nielsen leverer i Den danske borgerkrig 2018-2024en lignende kritik af et økonomisk rationale. Kritikken er dog udgivet hos Gyldendal og ikke på nettet, og den leveres som dystopi. Men dystopien modsvares af kunst og kultur: ”Alle de største og vigtigste bygninger i kulturhistorien er ikke opført ud fra en økonomisk rationalitet, men alligevel er det dem, der har skabt mest vækst og rigdom. Tænk på operahuset i Sydney eller Santa Maria del Fiori, domkirken i Firenze” (Nielsen 2013).
Den anden strategi behandler politiske problematikker gennem en italesættelse af disciplineringer af kroppen. Denne strategi anvender ikke nødvendigvis direkte konfrontationer, men situerer i stedet den politiske udsigelse i en kropslig erfaring. Her er Asta Olivia Nordenhof et fantastisk eksempel. På den ene side bearbejder hun barn- og ungdom, men på den anden side anerkender hun ikke den disciplinering, der fordrer, at ”hun bliver pæn”: “når man er vokset med vold og sex, det pis, så skal man sone hele tiden man skal forsage djævlen og forsøge at blive god igen men det gider jeg ikke, uddrive djævle. jeg har bedre ting at tage mig til end at forsøge at blive pæn det interesserer mig ikke længere fordi 1) det er så udmattende og kedeligt 2) det er umuligt” (2013).
Situeringen af den politiske udsigelse i kroppen beror på en mikropolitik, der forstår betydningen af ”små skridt”. For nyligt lancerede jeg et nyt akademisk tidsskrift – ”Conjunctions: Transdisciplinary Journal of Cultural Participation” (www.conjunctions-tjcp.com). I det første nummer bidrog David Gauntlett og Amy Twigger Holroyd med en samtale, hvori de diskuterer, hvordan hverdagskreativitet og små skridt har en stor betydning, fordi de, som en del af en gør-det-selv-kultur, er skridt på vejen mod bæredygtighed (Gauntlett og Holroyd 2014). De ”små skridt” er også interessante i forhold til gør-det-selv-udgivelser. Både Rasmus Halling Nielsen med Mutilation Avenue (2012) og Rolf Sparre Johansson med Jeg kigger paa maanen og siger vad saa (2014) har publiceret omfattende netudgivelser, og de trykker mikropublikationer på kopimaskiner, der skal samles med klips, og syr bøger i hånden. Nok mest kendt er Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrups fællesbog Frit Flet (2014). Selvom Frit Flet er en 655 siders udgivelse fra Gyldendal, har den stærke referencer til fællesskab (jf. betegnelsen ”fællesbogen”), og dens collageformat henleder straks tankerne til gør-det-selv kulturen.
De tre forskellige strategier er alle mikropolitiske udtryk, der indeholder referencer til bæredygtige fællesskaber. Men Generation Etik er selvfølgelig ikke uproblematisk. I Frit Flet indgår der et ”spørgeskema om den hvide anti-racist” (hvor læseren kan svare ja, nej eller ved ikke). Her står blandt andet: ”Den hvide anti-racist, der arbejder med at synliggøre hvidhedens privilegier, henvender sig først og fremmest til andre hvide, for hvem hvidhedens privilegier forekommer usynlige – altså ikke til ikke-hvide, som hele tiden ser og oplever hvidhedens privilegier som ekstremt synlige”. Dette eksemplificerer, at Generation Etik ofte er udtryk for, hvad Lilie Chouliaraki (2013) kalder ” the ironic spectator”. Hvor Generation Etik indeholder interessante mikropolitiske refleksioner over bæredygtige fællesskaber, er der samtidig en ironisk distance til det politiske engagement, der indebærer mistro til generelle appeller til medmenneskelighed og en iscenesættelse af tvivl. Min fascination af Generation Etik er i forlængelse af dette knyttet til det paradoks, at forfatterne på den ene side insisterer på et politisk engagement, mens de på den anden side iscenesætter sig selv som tvivlende – og dermed hele tiden udfordrer og til tider overskygger det politiske udsagn.
Referencer
Aidt, Naja Marie, Line Knutzon, Mette Moestrup (2014). Frit Flet. København: Gyldendal.
Bendsen, Pauline (2014). ”Generation Etik”. I Information. http://www.information.dk/485672
Gauntlett, David og Amy Twigger Holroyd (2014). ”On making, sustainability and the importance of small steps: A conversation”. I Conjunctions: Transdisciplinary Journal of Cultural Participation, vol. 1, nr. 1. http://www.conjunctions-tjcp.com/issue/current/showToc
Johansson, Rolf Spare (2014). Jeg kigger paa maanen og siger vad saa. http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/rolf-sparre-johansson/
Nielsen, Kaspar Colling (2013). Den danske borgerkrig 2018-2024. København: Gyldendal.
Nielsen, Rasmus Halling (2012). Mutilation Avenue. http://mutilationavenue.wordpress.com/
Nordenhof, Asta Olivia (2013). Det nemme og det ensomme. København: Basilisk.
Sten-Knudsen, Julie (2014). ”(Mani)fest for Generation Etik”. I Information. http://www.information.dk/490382
Woetmann, Lars-Emil (2012). ”Man kan ikke tænke, hvis man ikke stiller spørgsmål”. http://lewoetmann.wordpress.com/2012/11/17/menneske/
– eller af en misbrugers bekendelser
November måneds klummetekst er skrevet af Søren R. Fauth, der er professor MSO i tysk ved Aarhus Universitet. Han beskæftiger sig foruden forskningen med oversættelse af bl.a. Schopenhauer, ligesom han praktiserer sin digteriske åre – senest med udgivelsen “Universet er slidt” (2013) på Forlaget Wunderbuch.
Mit liv hjemsøges af to – mindst – patologier der samtidig fortæller historien om en naturbåren hang til misbrug. Bare spørg min henrivende hustru! Jeg har et symbiotisk (læs: udpræget irrationelt) forhold til bøger og cykler. Littunas læsere skal ikke trættes med mit lidelsesfulde kærlighedsforhold til de tohjulede fuldblods carbonheste til skov- og landevejsbrug, skønt der er stof nok til en hel roman i dette på en gang uhyre simple og komplekse aspekt i mit liv. Lad mig i det følgende nøjes med at (ud)stille – så at sige in puris naturalibus og uden forskønnelse – mit årelange misbrug af bøger, og lad mig gøre det gennem et konkret eksempel som jeg netop har gennemeksisteret for 117. gang i mit liv.
For ganske nylig var jeg i Tyskland. Nærmere bestemt i Essen. Inden afrejsen havde jeg lovet mig selv ikke at gå amok i bogindkøb. Allerede på rejsen til Essen kolporteredes den plan af en transitpause i Hamburg på over 2 ½ time. Bemærk venligst passivformen i den foregående sætning: Pointen er netop at jeg er offer for en irrationel/udefrakommende magt der knægter min ellers så stålfaste vilje. Min instrumentelle fornuft (læs den indre stemme der siger: ’Køb nu kun de bøger du har BRUG for’; ’lad dig nu ikke FRISTE’; ’hold dig i AVE og køb kun de bøger der står på listen!’) bliver i en velassorteret tysk boghandel i løbet af ingen tid forvandlet til en ynkelig amorf masse der vrider og vånder sig under den stærkere magts åg. Med andre ord: Det klassiske sammenstød mellem det freudske ’Über-Ich’ og urdybets triumferende ’Es’.
In concreto: Først frekventerede jeg Hamburg Hauptbahnhofs ”Presse & Buch”. Presse- og bogbutikken holder hvad den lover. Glem alt om 7-Elevens tarvelige udbud af magasiner, dagblade og bøger. Hvis man kan li’ ord, er et besøg i 7-Eleven alt andet end en adgangsbillet til ’Heaven’, snarere helvedes forgård. Anderledes forholder det sig med ”Presse & Buch” – her står man for en stund i Skt. Peters port og bader i det evige lys. Man er i bøgernes og bladenes verden, i en tilstand af salighed og opvakt nyfigenhed. ”Presse & Buch” kan selvfølgelig ikke gøre det ud for en velassorteret tysk boghandel der bugner af ånd og konstant minder en om at man er kommet hjem til ’das Land der Dichter und Denker’. Hvis man leder efter andet end det dagsaktuelle udbud af originalsproget og oversat samtidslitteratur, bliver man skuffet, men hvis man som jeg også gerne vil røre ved alle de bøger der for tiden skrives og tales om i de tyske billed-, lyd- og skriftbårne medier, har ”Presse & Buch” på større banegårde som fx Hamburger Hauptbahnhof det hele. Som sagt: Min instrumentelle fornufts nytte- og behovsargumenter der på forhånd i bedste uddannelsesministeriel stil havde dimensioneret og rationeret mine bogindkøb til det absolut nødvendige, blev prompte undergravet ved synet af det fem gange fem meter store bord med de nyeste titler på det tyske bogmarked.
På den dimensionerede liste stod bl.a. denne års modtager af ”Der deutsche Buchpreis”, Lutz Seilers roman Krusco. I slutningen af februar 2015 skal jeg interviewe Seiler i Århus, altså en ydre, rationel grund til at indkøbe denne bog. Man kunne også skaffe den hjem via fjernlån til biblioteket, men glem det: Jeg låner ikke bøger, jeg køber dem. Seiler lå på bordet med de aktuelle udgivelser. Ved siden af en hel stribe andre. Jeg holdt mig i skindet, men var allerede ved at støvsuge et helt hjørne. Med andre ord: Jeg gik ikke amok i ”Presse & Buch”, men det var alligevel her den rationelle plan begyndte at skride. Hvordan det? Jo, ”Presse & Buch” fik mig til at tænke på en masse andre bøger jeg også godt kunne tænke mig. Mere specielle titler end de dagsaktuelle, so zu sagen, titler som kræver at man aflægger andre bogbutikker med større sortiment et besøg. Seiler blev købt (+ et cykelmagasin), men samtidig spurgte jeg ved kassen om vej til den nærmeste større boghandel. Herren bag disken kunne fortælle at den nærmeste Thalia Buchhandlung i 3 etager kun lå få minutters gang fra banegården, og da jeg stadig havde små to timer at gøre godt med, kunne jeg da ligeså godt bruge tiden på, om ikke andet, så at snuse lidt og måske RØRE ved nogle af de smalle titler jeg også var kommet i tanke om at jeg ’manglede’: Botho Strauß’ nyeste essay Herkunft, Horkheimers Kritik der instrumentellen Vernunft, par exemple. Og så kunne jeg jo også lige se om de havde et par af Seilers tidlige udgivelser, herunder digtsamlingen vierzig kilometer nacht som jeg alene på grund af titlen må læse og eje. Besøget hos Thalia blev en lang kamp mellem ”Über-Ich” og ”Es” med deraf følgende hedeture og fortvivlelsesanfald. På et tidspunkt havde jeg to digre værker mellem hænderne om 1. verdenskrig, begge på over 1000 sider. På den ene side, tænkte min instrumentelle fornuft, havde jeg ret beset ikke brug for disse bøger, men på den anden side, tænkte et konglomerat af ”Es” og ”Über-Ich”, burde og havde jeg frem for alt lyst til at rive en måned ud af kalenderen for at læse om 1. verdenskrig. Bøgerne blev stående hvor jeg sidst satte dem fra mig, men dermed er hændelsen så langt fra lagt bag mig. For sandheden er at jeg nu mange uger efter rejsen alene blot ved mindet atter rives itu og fortryder at jeg ikke tog de voluminøse bind med! Hvorom alt er: Jeg fandt Botho Strauß’ Herkunft (som jeg bagefter læste i toget fra Hamborg til Essen) + en anden, nyere essaysamling af Strauß der bestemt ikke stod på listen. Pyha, videre fra Hamborg med kun tre – eller var det fire? – bøger hvoraf den ene immervæk stod på den dimensionerede rationeringsliste.
Jeg nåede min destination ved aftentid, blev hentet af professor Rolf Parr, spiste med ham, hans kone og andre fine mennesker, herunder lyrikeren Tom Schulz. Sidstnævnte var lige som jeg selv inviteret til Essen som ’poet in residence’. Vi havnede ved et tilfælde ved siden af hinanden og snakken gik, bl.a. stod det hurtigt klart for os at vi måtte lave en bog sammen, og det lykkedes mig også at tappe Tom Schulz for navnene på samtlige nulevende tysksprogede digtere jeg burde optage i den antologi med tysk lyrik jeg længe har haft lyst til at oversætte og udgive på dansk. Den samtale var direkte næring til længslen efter alt det der ikke stod på hin liste. Samtalen med Tom Schulz slog nemlig, mærkede jeg, de sidste tilbageværende bolværk ned i min bevidsthed. Det var som om sluserne blev lukket op, og da andre deltagere i middagsselskabet samtidig kunne fortælle mig at mit hotel lå fem skridt fra Essens ypperligste boghandel – ”Proust” er navnet – var jeg nedbrudt. I denne skrivende stund husker jeg kun alt for tydeligt hvordan jeg i løbet af samtalen med Schulz fandt plads til at planlægge hvordan jeg næste morgen skulle få så meget luft i kalenderen at jeg ville kunne nå en tur i Proust-butikken. Men ikke nok med det: Jeg planlagde samtidig hvordan jeg også skulle nå en tur forbi ”Heinrich Heine Buchhandlung”. Sidstnævnte ligger et stenkast fra universitetet, hvor jeg næste dag skulle optræde, og mens jeg sad fordybet i samtalen med den sympatiske lyriker fra Berlin, fik jeg lagt en stram tidsplan der også gav plads til et smut forbi boghandlen der har taget navn efter Tysklands største Vormärz-digter, Heinrich Heine, og som især – vidste jeg fra et af mine tidligere besøg i Essen – er velassorteret udi filosofiske titler. Måske, tænkte jeg i restauranten, har de hos ”Heine” Horkheimers essaysamling Kritik der instrumentellen Vernunft.
Næste morgen spiste jeg morgenmad med Tom Schulz på hotellet. Fælles bogplaner blev lagt, og især én lyriker blev nævnt adskillige gange, nemlig Jan Wagner. Da jeg forlod hotellet, havde Tom foræret mig to af sine egne bøger. Senere på dagen fik jeg i alt fire bøger af Rolf Parr, bl.a. Foucault Handbuch (Metzler Verlag) som han er medudgiver af. Den havde jeg ikke, men det har jeg nu! Nuvel: Fra hotellet direkte til ”Proust” med åbne sluser og sammenstyrtet dimensioneringsbolværk. Det gik selvfølgelig galt. Wagner blev hjemtaget i form af to digtsamlinger, hvilket jeg ikke har fortrudt et sekund siden. Jan Wagner er en stor lyriker. Hos ”Heine” havde de – nej, tænk! – Horkheimers Kritik; desværre havde de også Hannah Arendts Eichmann in Jerusalem: Ein Bericht von der Banalität des Bösen, samt nyoversatte forelæsninger fra engelsk til tysk af samme Arendt om det onde. Helt galt gik det da jeg spontant rev en billedbiografi om Adorno ned fra hylden. Den bog stod helt sikkert ikke på listen. Ak ja, og hos ”Proust” havde de Robert Seethalers poetiske prosaværk fra 2014 Ein ganzes Leben. Den havde jeg allerede stået og savlet over i ”Presse & Buch”, og nu var der intet at gøre længere, alene det forhold at Seethalers roman er udkommet på Hanser Berlin. Jeg elsker bøger fra Hanser Verlag. Hanser laver lækre bøger.
Og hvad endte det så med på bundlinjen? Aner det ikke, men hvis jeg tæller alle gaverne med, så havde jeg vel små 20 bøger med hjem efter 2 døgns rejse gennem en forsvindende lille del af Tyskland. Det kunne være gået langt værre, men det kunne også være gået langt bedre. Lutz Seilers Krusco havde jeg rationeringsmærker til, resten betragter jeg som ét af utallige overgreb fra urdybets bundløse grund. For 117. gang blev den instrumentelle fornuft vippet af pinden og adskillige ’unødvendige’ titler føjet til de ’anlæste’ bøgers bibliotek. Næste gang jeg kommer til Tyskland, køber jeg kun det der står på listen…
Sproget er den virkelige rejsefører. Og den rejse er nødvendig for at leve godt.
Oktober måneds klummetekst er skrevet af Dagmar Winther, der er journalist og – ikke mindst – den ene halvdel af forfatterduoen bag pseudonymet Sander Jakobsen, som har udgivet krimiromanen Forkynderen, der udkom sidste efterår.
For nylig kørte jeg halvanden time fra mit hjem på Djursland og hele den lange, usexede motorvejsstrækning til Ikast for at indfinde mig på Ikast bibliotek en onsdag aften.
Det er ikke alle, jeg gider at køre til Ikast for. Faktisk er jeg generelt for nærig og doven til at komme afsted, når min verdens store ikoner er i landet. Maksimalt over Lillebæltsbroen, og selv da vil jeg have siddepladser, bland-selv-slik og veludrustet madkurv med.
Jeg kan kun huske én gang før, hvor jeg af egen fri vilje hostede op med de små ottehundrede kroner for en billet og tog til Randers for at høre Paul Simon.
Det samme, der drev mig til Randers, drev mig til Ikast.
Godt nok var Ikast Bibliotek mere beskedne, hvad entreen angik. 100 kroner kostede løjerne, og det syntes jeg var fundet for de penge. Selv om de ikke tog dankort, og vi måtte ud og støve en pengeautomat op.
Den ellers så flygtige Peter Høeg var trækplastret, der alligevel havde fået godt halvtreds mennesker op af sofaerne.
Som journalist – og som almindelig forbruger – ved man, at der er mennesker, der mere end velvilligt fortæller om deres kunst. Udsender pressemeddelelser, kører facebook, twitter, instagram, websites og på alle måder gør opmærksom på sig selv. Som forfatter er jeg selv ét af disse mennesker. Jeg stiller op, ivrigt og beredvilligt, i håbet om at overbevise andre om, at mine udgydelser er et øjebliks opmærksomhed værd.
Peter Høeg hører ikke til de opsøgende. Der er ikke nogen hjemmeside, ingen sociale medier. Det behøver han slet ikke. Med det forrygende bestseller-gennembrud med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne i 1992 kom berømmelsen og tilbedelsen helt af sig selv. Os, der har fulgt hans karriere siden, ved, at han ikke er decideret mediesky. Han giver et par interviews i forbindelse med hver udgivelse, deltager i enkelte, udvalgte radioprogrammer. Men der er ingen ivrigt layoutet count-down på en facebookside. Alt det behøver han ikke.
Man spørger sig selv, hvad katten han laver på Ikast Bibliotek.
Romanen som nødvendighed
Forklaringen kommer han selv med. Stedet har en betydning for ham rent geografisk, og han vil gerne belønne bibliotekslederens ihærdighed. Så derfor blev Ikast et af få, udvalgte locations, han gæster med et foredrag i forbindelse med udgivelsen af den seneste bog.
Beskedent nok handler foredraget ikke om hans egne bøger. Det hedder ganske enkelt: mine oplevelser med musik og litteratur. Han nørkler med teknik og genstridige lydanlæg. Og på et tidspunkt beder han os lukke øjnene og lytte, imens han fisker bøger frem af en medbragt bunke.
Det, han læser højt, er indledninger.
Det er en blandet landhandel. Raymond Chandler, Michael Connelly, Herman Melville, Patrick Süskind. Krimier, klassikere, persisk digtekunst, Benny Andersen.
Høeg er en begavet oplæser, men den virkelige rejsefører er sproget. Og det er til stadighed en gave at lade sig transportere fra Ikast til Los Angeles’ neonoplyste gader, Nantuckets sneknasende havnestræk, attenhundredetallets stinkende Paris og hormoner på himmelflugt i Vangede.
Professor i Psykologi Svend Brinkmann har netop udgivet bogen Stå fast som et opgør med selvhjælpskulturens evige indadskuen og ”mærken efter i sig selv”. Mærkeligt nok var det kontroversielt nok til at trække overskrifter a la Tag nej-hatten på. Der er syv gode råd, ligesom der i sin tid var syv gode vaner, og Stephen Covey fik lov at effektivisere vores liv. Råd nummer seks er at læse en roman. Som skal illustrere kompleksiteten i menneskelivet og ikke blot reducere det til en slags opadgående kurve eller deroute, man kan sammenligne sin egen tilværelse med og trække grydeklare konklusioner ud fra, som de findes i selvhjælpsbøgerne.
Skønheder i opvasken
Brinkmanns pointer er interessante, om end en smule knarvorne. Men det, der for alvor er spændende, er for mig at se anerkendelsen af litteraturen som nødvendighed for hele tiden at se sit eget liv i en større sammenhæng. At for at leve godt i mit hus på Djursland er det væsentligt, at jeg tager med Ismael rundt på verdenshavene i jagt på den hvide hval eller sidder på Harry Bosch’s terrasse med udkig over Hollywood og lytter til ensom jazz.
For når jeg bliver spurgt om, hvad der optager mig i litteraturen, vil svaret nok altid være sproget. Det sprog, der trænger ind i hele min måde at tænke på – i hvert fald et par dage. Det sprog, der ræsonnerer dybt inden i mig og lader mig kaste nye øjne på min omverden. Det sprog, der får mig til at le. Det sprog, der afslører nye detaljer og nye skønheder i min indkørsel og min opvask og mine fremtidsplaner.
Det sprog, der kan det, afhænger af den enkelte modtager. Det er dybt subjektivt.
Jeg kører til Ikast og Randers, fordi både Peter Høeg og Paul Simon vækker den der grundtone af noget poetisk og virkeligt i mig, en form for opvågnen og sproglig forkælelse, som en æske fyldte chokolader der smelter i munden.
Jeg læser de forfattere, hvis sprog kan transformere, for at nyde min opvask mere, smage maden bedre, elske min mand højere, sætte pris på mit liv dybere, værdsætte min løn yderligere og rejse verden rundt uden visum.
Derfor interesserer Knausgaards projekt mig ikke som litterært fænomen – kun som sproglig katalysator. Derfor læser jeg krimier, rejsebeskrivelser fra halvtredserne og kogebøger med lige stor interesse.
De forfattere, hvis ord kan invitere netop mig på rejse, læser jeg.